The Big Smile Skier Blog – ANGEL FLOW
     
  • Antal: 0

The Big Smile Skier Blog

Freo & Isridderen 03 October 2016, 0 Comments

Freo var på skiferie med sin far og mor i Østrig.
Der var strålende sol fra morgenstunden, men hans mor havde nævnt under morgenmaden, at vejrudsigten havde meldt snestorm og tåge om eftermiddagen.

Det var svært at tro, når man så op på den klare blå himmel, men Freo syntes det lød spændende med snestorm. Men det ville så også betyde, at de ikke ville kunne stå på ski. Så det var måske alligevel ret nederen, hvis det nu blev dårligt vejr.

---

Freo gav den fuld gas ned ad pisterne og syntes, det var fantastisk, når han kørte fra hans far og mor. Han svingede, så skiene trak haler af glinsende sneskyer bag ham. Han hoppede på bumpene i kanterne af pisten, som var de små trampoliner. Han bare elskede at stå på ski.

Men hans forældre måtte hele tiden minde ham om ikke at køre for stærkt. For han skulle jo nødig komme til skade eller blive væk fra dem.

Hans forældre kunne godt se, at han efterhånden var blevet ret god på de der ski. Han havde også stået på ski, siden han kun var 4 år gammel, og nu var han 8. 

De mente derfor, at han nu var parat til at køre ned ad den stejleste og sværeste af alle pisterne. Den sorteste af de sorteste, som snoede og slangede sig ned ad bjergsiden helt oppe fra den højeste bjergtop.

De tog gondolliften op til toppen af bjerget. Efterhånden som liften steg til vejrs passerede de trægrænsen. Dér hvor det er så højt, så koldt og luften så tynd, at ingen træer kan gro.

Liften fortsatte op og nåede derop, hvor en stor isgletscher, strakte sig som en gigantisk hvidblå iskappe ned over bjergsiden. Ispanseret glimtede magisk i solen mellem tunge dyner af sne.

Freo studerede nogle store dybe mørke sprækker i iskappen, der var blevet dannet over titusindvis af år.

Hans far forklarede, at det var gletscherspalter. Gletscherspalter er kæmpe revner, som opstår i iskappen, når gletscheren langsomt bevæger sig ned over bjergsiden.

  - "Bevæger gletscheren sig nu?", spurgte Freo.

  - “Måske", svarede hans far. Den bevæger sig meget langsomt. Måske kun nogle få millimeter om dagen”.

"Her om vinteren ikke så meget, men om sommeren når det er varmt, så smelter noget af isen og brækker af, og så bevæger den sig hurtigere. Og så sprækker isen og gletscherspalterne opstår.

Særligt om vinteren er det farligt at bevæge sig på gletscherne, da spalterne ofte er helt usynlige da de er helt dækkede af sne. Og hvis man træder på sneen, så braser den sammen og man kan falde mange mange meter dybt ned i spalten. Det er umuligt at kravle op igen uden hjælp."

  - “Det skal jeg godt nok ikke prøve”, sagde Freo.

Hans mor fortsatte med at fortælle om, hvordan man i andre gletschere havde fundet mennesker, der døde for mange tusinde år siden. Og fordi de var helt dybfrosne havde de næsten set ud som om de var døde i går.

En af de mest kendte døde, der er fundet, hedder i folkemunde Ötzi, fordi han blev fundet i en gletscher, som hedder Ötztaler. Han levede i bronzealderen for 4000 år siden. I hans mavesæk kunne man se, at han havde spist hjorte- og gedekød inden han døde af et sår fra en pil i skulderen. 

"Åhh hvor vildt", udbrød Freo. "Hvem skød ham?"

"Det ved man desværre ikke, da man jo kun havde fundet Ötzi" forklarede hans mor.

"Fordi verden bliver varmere og varmere i disse år, så skrumper gletscherne også år for år. Derfor vil der med sikkerhed de kommende år blive afsløret mange flere tusinde år gamle gletscherhemmeligheder ."

Freo stirrede drømmende ned på gletscheren, og prøvede at forestille sig hvilke hemmeligheder, der mon gemte sig dernede under den metertykke is.

  - “Hallo! Hallo! Freo, vi skal ud nu!”

Freo kiggede op og så, at gondoliften allerede havde nået toppen af bjerget.

Idet de gik ud af liften blev de ramt af så hårdt et vindstød, at Freo nærmest mistede balancen. Blæsten og den fygende sne bed i kinderne. Og mørke skyer på himmelen nærmede sig dem i rasende fart.

  - “Kom lad os hurtigt komme ned”, råbte Freos far igennem den hylende vind. “Freo hold dig tæt til os, så vi ikke kommer væk fra hinanden.”

Freo nikkede og pegede skispidserne ned mod dalen.

Nu skulle han vise sin far og mor, hvor sej han var på den sværeste af de sværeste pister. I det samme blev han ramt af et nyt og endnu hårdere vindstød lige i ryggen, og han blev skudt afsted som en kanonkugle.

Ned ad bjerget.

Han skimtede ud af øjenkrogen et advarselsskilt om, at man skulle passe på her oppe i højderne.

 

Pisten var meget stejl. Meget stejlere end nogen Freo nogensinde tidligere havde prøvet.

Så han fik hurtigt meget fart på.. Faktisk fik han rigtig rigtig meget fart på, som hurtigt blev til alt alt for meget fart på.

Han kørte hurtigere og hurtigere og kunne ikke stoppe.

Han kan ikke længere helt huske det, men han tror nok, at han i den hylende vind svagt hørte sin mors skingre stemme skrige noget med: “STOOOP! Ikke den vej”.

Freos far og mor så deres søn fare ned ad bjerget, som et ustoppeligt minilokomotiv. De satte efter ham, men da en tæt tåge i det samme bølgede ind over dem og indhyllede dem som en tæt dyne, mistede de ham fuldstændig af syne.

Freo kunne heller ikke se noget længere. Han havde endelig fået bremset farten, men kunne ikke se hvor han kørte. Alt var hvidt omkring ham, og han kunne knap se, hvad der var op eller ned.

Han kiggede sig tilbage over skulderen for at spejde efter sin far og mor. Der var bare en tyk hvid mur af bølgende tåge.

- “Jeg må hellere vente på dem”, tænkte han lidt nervøst.

Men inden han fik stoppet hang han lige pludselig midt i luften og faldt ned i intetheden.

BUMP! Han ramte sneen og trimlede ned ad en stejl bjergside.

Han tumlede rundt og rundt og rundt, som en tennisbold i en centrifugerende vaskemaskine. Lige med ét stoppede vaskemaskinen med at snurre rundt.

Han var landet blødt i sneen. Pyhh!

Han forsøgte at rejse sig op, men i det samme gav sneen sig væk under ham, og han gled ned ad en lang stejl og meget glat isvæg.

Hvis det ikke var fordi, han var på vej direkte ned i en mega dyb gletscherspalte, så havde det faktisk nok været den fedeste og vildeste rutsjebanetur, han nogensinde havde prøvet.  

For enden af rutsjebanen hamrede han ind i en hård isvæg med et ordentligt knald.

---

I DIAMANTHULEN

Freo vågnede op. Hans hoved gjorde lidt ondt.

Det var godt nok godt, at han havde haft sin hjelm på, for ellers havde han da vist knust hovedet.

Han sundede sig lidt. Kiggede sig omkring. Det var mørkt. Og koldt. Han var helt alene. Maven snurrede sig sammen. Han var bange. Gad vide hvor længe han havde været besvimet. 

  - “HJÆLP! HJÆLP! FAAAARR! MOOOOOR! JEG ER HER!”

Hans råb rungede mellem de omkransende isvægge nede i dybet.

Stilhed. Kun vindens hylen mange meter over ham kunne høres.

Han prøvede at råbe igen, men fandt hurtigt ud af, at det var håbløst.

Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Det var som at være i en hule  inde midt i en iskold gigant-diamant.

Han prøvede at klatre op ad den stejle skrå isvæg, som han lige havde rutsjet ned ad. Men hans hårde stive skistøvler gled, som var de lavet af våd sæbe.

Der var ikke nogen måde at komme op den vej.

Isvæggene tårnede sig uovervindeligt op over ham.

Stavrende rundt på hulens ujævne isgulv undersøgte han, om der var andre muligheder for at komme ud. Han brugte sine skistave som stokke at støtte sig til, så han ikke gled.

Selvom stormen stadig rasede ovenfor tittede månen alligevel frem imellem skyerne nogle få sekunder ad gangen. Det føltes rart, og det blev nemmere at orientere sig nede i hulen. Han kunne i de få sekunders lys se, at hulen ledte videre til adskillige andre sprækker og spalter. Hvilken vej skulle han mon vælge? Det var umuligt at vide hvor de førte hen – og om de overhovedet førte nogen steder hen.

Han følte en knude af håbløshed i maven og følte sig svimmel ved tanken om, at han måske aldrig mere skulle se sin far og mor igen. Og så var han sulten og tørstig. 

I det samme fangede hans blik et glimtende lys nede i den fjerneste ende af spalten.

Han trådte nærmere.

  - “Hallo, er der nogen?”

Stadig dyb stilhed.

Da han kom nærmere, så han, at det der glimtede i måneskæret var indkapslet inde selve isvæggen.

Med spidsen af sin skistav hakkede han i den hårde is. For hvert hug eksploderede en sky af iskrystaller lige op i ansiget på ham.

Isen var hård, men langsomt fik han hakket hul.

KLING, lød det metallisk.

Han hakkede hurtigere, og snart havde han fået afdækket først håndtaget og derefter klingen på det smukkeste og sejeste ædelstensbehæftede sværd han nogensinde havde set.

Med bankende hjerte greb han fat i håndtaget og trak til. Han brugte hele sin vægt. Isen knagede og pludselig gik sværdet løst.

Han trimlede bagover og landede på ryggen, og al luft blev slået ud af hans lunger.

Alt imens han gispede efter vejret, så han sværdet svæve i en høj bue igennem luften – og direkte ned mod hans ansigt. Han nåede lige at dreje hovedet inden sværdspidsen gravede sig ned i isen ganske få centimeter fra hans fregnede næse.

Pyhh! Det var tæt på. Han rejse sig langsomt op og kiggede med ærefrygt på sværdet, som stadig vibrerede let og magisk i den blå gletscheris.

Han greb fat i sværdet. Det var tungt og næsten lige så langt som ham selv. Det måtte godt nok være gammelt – og kostbart, tænkte han.

Han førte en finger ned over den skarpe stålklinge.

Hurtigt trak han hånden til sig. Blod dryppede fra hans finger ned på det kolde isgulv.

PUFF!, lød det i samme øjeblik. Og ud af det blå tronede der pludselig en mægtig stor ridder foran ham i en hvid iståge.

---

Alt imens var Freo’s forældre ude af sig selv af bekymring. De anede ikke, hvor deres søn var. De havde alarmeret redningspatruljen, som havde sendt 100 mand med landets bedste sporhunde op på bjerget for at finde ham.

Men bjerget var mægtigt og stejlt. Stormen rasede, sneen var dyb og det var mørkt. Så at finde Freo var som at finde en nål i en høstak.

 ---

Freo var lige ved at lave en ordentlig prut lige i skibuksen, da ridderen dukkede op af ingenting foran sig.

  - “Hvem er du? Hvor kommer du fra?”, fik han nervøst fremstammet.

  - “Jeg er Sir Feisty, ridder af Det Gode Håb,” svarede ridderen med en dyb men venlig stemme.

  - “Hvordan? Hvad?”, stammede Freo helt forvirret.

  - “Jeg har ventet over 2000 år på at blive befriet fra denne issarkofag”, svarede ridderen. "Og du har nu bragt mig tilbage til livet igen. Tak!".

Den gamle troldmand, Fnuggi, smedede mig dette sværd i det herrens år 90, og døbte det Det Gode Håb.

Det skulle beskytte de uskyldige, svage og fattige mod farer og hære, som dengang hærgede hele Europa. Han bad mig om at påtage mig det store ansvar, at være beskytteren af alle dem, der ikke kunne forsvare sig selv.

Da troldmanden overrakte mig Det Gode Håb, sagde han, at det dog havde én svaghed. Jeg måtte aldrig slippe det af syne igen. Og hvis jeg gjorde, ville jeg selv fordufte som dug for solen, og først genopstå igen i det øjeblik sværdet gjorde skade på en uskyldig.

Og det var så åbenbart dig det gik ud over, sagde ridderen og pegede på Freos blødende finger.

Freo var helt forgabt over, hvad han hørte og glemte alt om, at han lige nu befandt sig på bunden af en gletscher, havde slået hovedet, blødte fra fingeren, og måske aldrig ville blive fundet igen.

  - “Hvordan mistede du så sværdet?”, spurgte Freo nysgerrigt.

  - “Det var vinter. Jeg var på vej op over bjerget for at hjælpe den lille landsby Angelo Flo på den anden side af bjerget. Byen var igen og igen  blevet overfaldet af røvere og deres ulvehunde og det ville jeg sætte en grundig stopper for..

Det blev snestorm, men jeg fortsatte op, op, op. Jeg kunne jo ikke lade dem i stikken.

På et tidspunkt blev jeg dog så træt, at jeg måtte holde pause. Jeg satte mig ned og lagde Det Gode Håb ved siden af mig i sneen. Men hvad jeg ikke havde set var, at under sneen gemte der sig en gletscherspalte. Og Det Gode Håb forsvandt i dybet lige for øjnene af mig. Da jeg hørte sværdet ramme bunden af spalten forduftede min krop i det samme".

  - “Så du blev til et slags spøgelse?”, spurgte Freo.

  - “Ja, nu har jeg jo aldrig rigtig selv troet på spøgelser”, sagde Sir Feisty. “Men et slags spøgelse kunne du vel godt kalde mig. Men som tak fordi du har fundet Det Gode Håb og skaffet mig tilbage til livet med dit uskyldige blod, vil jeg nu opfylde dine tre største ønsker”.

  - “Sådan ligesom Aladin og lampens ånd”, spurgte Freo.

  - “Ja ham Allan kender jeg nu ikke lige, men troldmanden Fnuggi kunne andet end lave sværd. Han lærte mig også at opfylde et ønske eller to”.

  - “Du sagde altså tre ønsker lige før”, rettede Freo ham.

  - “Nå ja, tre ønsker kan jeg nok også klare, selvom det er ved at være lang tid siden. Hvad er dit første ønske?”

“Jeg er faktisk rigtig tørstig. Så jeg kunne godt drikke en stor cola – altså sådan en Ekstra Lars”.

  - “Cola, hvad er det”, spurgte Sir Feisty.

  - “Det er sådan en mørk drik, der smager rigtig sødt og godt, men som man ikke må drikke så meget af for sin mor. Og så er der brus i.”

  - “Ah det kender jeg godt. Det kaldte vi for øl i gamle dage”, klukkede ridderen. Han løftede “Det Gode Håb” højt over hovedet og råbte “Kan vi så få noget øl”.

  - “Nej nej, det er ikke øl. Cola!”, skyndte Freo at sige, for han havde altså ikke spor lyst til øl.

Sir Feisty så lidt forvirret ud, men løftede igen sværdet og råbte “Kan vi så få noget Ekstra Lars Cola”, og han hamrede sværdet ned i isen, som splintredes i en regn af iskrystaller. Da krystalskyen havde lagt sig, stod der foran dem den største flaske cola Freo nogensinde havde set.

Freo tog en kæmpe slurk. Og kunne ikke undgå at slå en ordentlig veltilfreds bøvs. Sådan en af de der bøvser, som kommer helt nede fra maven i rigtig i lang tid, og som lugter lidt af hotdogs efter en god børnefødselsdag.

Sir Feisty var tydeligt imponeret over Freos bøvs, og nikkede anerkendende. Så tog også han en slurk. Da den brusende væske ramte smagsløgene på hans tunge rullede hans øjne, og han udsendte et ordentligt WUUUUUW!”, som rungede mellem de stejle isvægge.

  - “Det smager jo bedre end øl”, råbte ridderen begejstret. Og han skyndte sig at tage en kæmpe slurk mere, og en til og en til.

Lige indtil han udsendte århundredets bøvs.

 “BØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØ ØØØØØØVS!“, lød det så højt, at hele gletscheren rystede og Freos hjelm næsten blæste af ham. Han måte også holde sig for næsen, da en 2000 år gammel ridders bøvseånde bestemt ikke er egnet for mindre børn.

Da lydbølgerne have lagt sig og bøvsestanken havde lagt sig lidt, sagde Freo, at han faktisk også var ret sulten.

   - “Så som mit andet ønske, ønsker jeg mig en stor pizza nr. 12. Den med pepperoni, men uden skorperne for dem spiser jeg alligevel aldrig. Selvom min far altid siger jeg skal.”

  - “Pizza hvad er det?”, spurgte Sir Feisty nysgerrigt.

  - “Det er sådan et varmt rundt fladt brød med tomatsovs og smeltet ost.”

  - “Hmm, det lyder ret lækkert”, sagde Sir Feisty. Hvis det smager ligeså godt som Cola, så kunne jeg egentlig også godt spise sådan en. Ja, for jeg har jo ikke spist i næsten 2000 år. Det sidste jeg fik at spise var ...

..hjorte- og gedekød?, fuldførte Freo sætningen.

 - "Ja, hvor pokker vidste du det fra", spurgte Sir Feisty forundret?

  - “Nåhh, det er bare sådan noget jeg ved”, svarede Freo. Og forstod nu hvorfor riderens bøvs havde lugtet så fælt. 

Sir Feisty, løftede sværdet højt hævet  over hovedet og hamrede de for anden gang ned i isgulvet igen, mens han råbte “Kan vi så  få  noget pizza nummer 12 med pepperoni"

"Og uden skorper”, skyndte Freo at tilføje.

Isen splintredes, og dér midt i en dampsky stod der de to største lækreste pizzaer man kunne forestille sig - og endda uden skorper.  

Med munden fuld af pizza og smeltet ost hængende i sit lange grå skæg, fastslog Sir Feisty, at pizza nu var hans nye livret.

Godt mæt, spurgte han: “Min ven, hvad er så dit sidste ønske? Tænk dig nu godt om. Men jeg håber sørme det smager ligeså godt, som dine to første ønsker.”

Freo havde indtil nu helt glemt tiden, og at han faktisk var fanget dybt nede i en gletscherspalte og risikerede at han først ville blive fundet om 1000 år, når gletscheren var smeltet.

  - “Du tænker da også kun på mad, Sir Feisty".

  - "Det ville du nok også, hvis du ikke havde spist i 2000 år", grinede ridderen højlydt.

  - "Jeg kunne godt ønske mig alle mulige andre ting, som smager rigtig godt, men lige nu ønsker jeg mig bare hjem til min far og mor”, svarede Freo.

Sir Feisty kiggede lidt bedrøvet på ham og sagde: “Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. Jeg kan nemlig kun trylle ting frem, ikke væk.”

 - “Skal jeg trylle dine forældre hertil?”

Freo tænkte sig lidt om. Det var fristende, men så ville de jo alle tre være fanget i gletscheren.

Han kunne også ønske sig en mobiltelefon, en iPhone, og så kunne han måske samtidig lige fange et par sjældne is-Pokemons hernede.

Men han kunne ikke huske nummeret til sine forældre, og der var alligevel nok ikke nogen forbindelse hernede under isen, så man kunne fange Pokemons.

 - “Ja, jeg kan jo ikke flyve dig væk herfra”, sagde Sir Feisty, “men jeg kan godt hjælpe dig ud af gletscheren. Og så skal du nok klare dig derfra. Bare følg efter mig”

Freo fulgte efter den gamle ridder ind igennem en smal åbning i gletscherspalten, som ledte ud i en ny ishule, og videre igennem hvad føltes som en uendelig stor islabyrint. Men han følte sig alligevel sikker på, at de var på  rette vej, da Sir Feisty fulgte en lille strøm af smeltevand.

Sir Feisty forklarede at selv om vinteren kan der nemlig løbe smeltevand under en gletscher, og hvis man bare følger vandet, så kommer man altid på et eller andet tidspunkt ud for foden af gletscheren.

Freo var dødtræt, da de endelig nåede en ishule med klippegrund. Han kunne mærke en dejlig frisk brise ramme ansigtet, og han følte sig pludselig helt vågen igen. De måtte være tæt på udgangen.

Og efter ganske få skridt trådte de pludselig ud af gletscheren og ud i morgensolen.

---

SNEEDDERKOPPEN

De spejdede op imod en skyfri himmel. Ikke langt derfra strakte en høj snesøjle sig langt op i himmelen.

På toppen af snesøljen sad en kæmpe sneedderkop med kilometer lange snetråde, der strakte sig fra dal til bjergtop.

Sneedderkoppen gav pludselig et kort ryk. Et par isklumper dumpede, som frosne bomber ned imod dem. Så satte sneedderkoppen sig i bevægelse og flere snebomber faldt ned.

De nåede lige at springe i dækning inde i gletscherhulen inden bomberne hamrede ned på istaget ovenover dem.

Bomberegnen stoppede og Sir Feisty sprang ud af hulen med Det Gode Håb højt hævet.

  - “Kom an dit uhyre og jeg skal hakke dig i småstykker”, råbte han modigt

Man kunne godt høre, at han var vant til at kæmpe mod det onde.

Men oppe på himlen var sneedderkoppen nu forvandlet til den selvsamme gondollift, som Freo havde siddet i dagen før sammen med sine forældre. Den havde bare lignet en sneedderkop efter at snestormen fuldstændig havde indkapslet den og wirerne som bar den i sne og is. Og da liften gik igang med at køre var sneen simpelthen blevet rystet af og faldet ned over dem.

Sir Feisty kiggede forundret op på den og spurgte, hvad det dog var for en rød kasse, der fløj rundt deroppe.

  - “Det er bare en gondollift” sagde Freo lettet. "Den bruger man til at komme op på bjerget uden at skulle gå op".

  - “Nøjj, sådan en flyvekasse ville jeg gerne have haft, da jeg vandrede op af bjerget for 2000 år siden. Forestil dig lige hvor mange flere mennesker i fare jeg så  kunne have hjulpet dengang - istedet for at spilde tiden på at traske gennem bjergene.”

De blev afbrudt af lyden fra en gøende hund.

Lidt længere nede af bjerget, gik en masse mænd i uniformer ved siden af hinanden på en lang linie. Det var redningsfolkene, sammen med deres redningshunde. På eftersøgning efter Freo.

  - “Her! Her ovre. Vi er her!”, råbte Freo så højt han kunne.

Han vendte sig grinende om mod Sir Feisty.

 - “Farvel min ven”, sagde Sir Feisty. “Det har været en fornøjelse at møde dig, og smage cola og spise pizza nummer 12 uden skorper, men vore veje må nu desværre skilles”.

 - “Jamen skal du ikke også reddes?”

 - “Nej, ingen skal redde mig. Det Gode Håb, og jeg er kun sat i verden for at redde andre. Og nu har jeg været alene i 2000 år, så det tager mig nok lidt tid før jeg er klar til at leve i din verden.”

Freo gav ridderen en ordentlig farvelkrammer og vinkede farvel til ham en sidste gang inden ridderen forsvandt ind i gletscherens huleåbning.

---

Freo blev reddet og genforenet med sine forældre nede i skibyen. De kom løbende hen imod ham med åbne arme og krammede ham så hårdt, at han næsten ikke kunne trække vejret. Men det gjorde nu ikke noget, for han var også selv rigtig rigtig rigtig rigtig glad for at se dem igen.

En af redningsmændene sagde, at han ikke forstod, hvordan Freo dog havde kunnet overleve nattens snestorm på bjerget. Men at Freo havde snakket noget om en ridder, der havde reddet ham. Men de havde altså ikke fundet andre mennesker på bjerget.

Far kiggede forundret på Freo. “Hvem er det, som har reddet dig?”

“Det var en ridder. Han hed Sir Feisty, og han var mere end 2000 år gammel, og han havde et rigtig sejt sværd med juveler og diamanter og ...”.

“Det er da vist noget, du må have drømt, da du slog hovedet”, afbrød hans mor ham, mens hun holdt hans hjelm op som tydeligt havde fået et ordentligt GOK, da han slog hovedet nede i gletscheren.

“Nej, det er rigtigt. Jeg mødte ham nede i gletscherspalten. Og han tryllede cola og pizza nr 12 – uden skorper og med peperoni frem til mig, så jeg ikke døde af tørst og sult. Og se jeg har også skåret mig på hans sværd”, insisterede Freo, mens han rakte sin hånd frem, så man tydeligt kunne se snitsnåret fra Det Gode Håb.

“Det gør ikke noget min skat. Vi er bare glade for, at du er tilbage, og du har det godt. Kom lad os få dig hen til lægen og kigge på dit hoved og få renset og forbundet det sår", sagde hans mor.

De gik ned ad gaden mellem byens smukke gamle middelalderhuse bygget af granitsten. De sneklædte hustage lyste op i morgensolen, mens kirkeklokkerne ringede.

Idet de passerede en gyde ramte solen noget, som Freo syntes virkede velkendt.

Han gik ind i gyden for at studere nærmere, hvad han havde genkendt.

- “Se”, råbte han begejstret til sine forældre. “Dét der er Sir Feisty”.

Han pegede på en lille ældgammel statue hugget ind i en granitvæg. Det var en ridder med højt hævet sværd.

Hans far studerede statuen nærmere.

- “Det var sjovt. Den statue har jeg da godt nok aldrig lagt mærke til før.”

- “Det er Sir Feisty’, gentog Freo og pegede beslutsomt på statuen dækket af et tykt lag mos og lav.

- “Og dét der, er hans sværd, Det Gode Håb.”

Freos mor skrabede noget af mossen af for at se nærmere på Sir Feisty. Hun afdækkede nogle bogstaver, som hun læste op:

Sir Feisty med Det Gode Håb
Forsvandt i vinteren år 98 på vej til redning af landsbyen
An..


Det sidste af skriften var svært at læse, men Freo færdigjorde sætningen “Angelo Flo fra røvere og ulvehunde”.

 - “Hvor pokker vidste du det fra”, spurgte hans far, mens han dobbeltjekkede at der rent faktisk stod Angelo Flo. 

 - “Det har Sir Feisty jo selv fortalt mig”.

- "Du har jo ret, knægt", sagde faren forundret.

Forældrene kiggede målløse på hinanden, mens Freo med fryd i øjnene skraldgrinede ad dem.

Og min sandten om statuen i det samme ikke lige blinkede til ham med det ene øje. Men det opdagede hans far og mor desværre ikke.

Snip snap snude nu er den bette ridderhistorie ude.


Kontroltrolden - a ski fairy tale for kids (in Danish) 18 December 2015, 0 Comments

Der var engang en troldedreng, som hed Kon. Han boede langt ude på fjeldet, og han skulle ligesom alle de andre troldebørn i Norge lære at stå på ski.

Han var dog ikke den modigste trold i verden. Ja, han var faktisk heller ikke så god til særlig mange ting – udover måske til at spise flest af troldemors blåbærpandekager. Det var han så til gengæld nok også den bedste til i heeeele verden.

Men han ville nu også så gerne være den bedste i verden til at stå på ski. For det var altså lidt sejere end bare at spise pandekager. 

Troldefar viste ham, hvordan man skulle dreje og bremse på skiene, men Kon var så bange for at falde og slå sig, at han ikke turde bevæge sig på skiene - hverken frem eller tilbage i frygt for at falde og slå sig.

Han turde faktisk heller ikke engang at tage skiene af, for tænk nu hvis han faldt.

Men han ville altså lære at stå på ski, så dag efter dag drog han troligt op på toppen af den snedækkede bakke ovenfor troldehulen, og tog sine ski på.

Og så stod han bare der med skiene på hele dagen. Helt stille, uden at bevæge sig en millimeter. Man må sige, at han ihvertfald var rigtig god til at STÅ på sine ski.

Det blev dog hurtigt rigtigt koldt og kedeligt bare at stå der uden at bevæge sig hverken frem eller tilbage. Så endelig en dag prøvede han langsomt at bevæge skiene frem og tilbage en smule og han gled hele 10 cm. Hvis du ikke ved hvor langt 10 cm er, så er det kun sådan cirka lige så langt som en Pingvinstang.

Men Kon var svært godt tilfreds med dagens bedrift og tog hjem til troldehulen for at fortælle sin mor og far, hvor dygtig han havde været – og at han havde gjort det helt uden at falde, og han nok snart ville være den bedste troldeskiløber i hele Norge.

Hans far så dog noget tvivlende på ham og rystede på hovedet.

 - “Kære søn, hvis du nogensinde skal blive verdens bedste troldeskiløber, så skal du altså lære at falde først. Du skal ikke bare lære det. Du skal elske det. Så i morgen skal du falde mindst 5 gange”, sagde Troldefar kærligt men bestemt.

 - “Jamen, så kan jeg jo slå mig”, sagde Kon.

Hans mor skyndte sig at foreslå, at hvis han nu faldt 5 gange næste dag, så ville hun holde en stor pandekagefest. Kon smilede bredt og blev alligevel enig med sig selv om, at han da sagtens kunne falde 5 gange.

----

Næste morgen tog Kon skiene på ligesom som alle de mange andre dage. Men i dag var det med bævrende hænder af frygt for, at han snart skulle falde...og endda hele 5 gange.

 - “Nu tæller jeg til 5, og så skal jeg falde”, sagde han til sig selv oppe på toppen af bakken.

 - "1 .. 2 .. 3 .. 4 .. 5", talte han, "ooooog FALD”!

Men han faldt ikke. Han skævede ned på skiene og den kolde sne under ham. Uh, der var godt nok langt ned til sneen.

Han tog en dyb indånding.

 - “Ok nu tæller jeg en gang til og så gør jeg det”.

Han talte igen.
- "1, 2, 3 ,4, 5", men modet svigtede ham igen…og igen og igen og igen lige indtil det blev tusmørke, og han snart skulle ind til pandekagefesten.

Han var flov over at han slet ikke havde faldet endnu – ikke bare en enkelt gang havde han faldet. Nu skulle pandkagefesten jo aflyses. Æv!

Han hørte sin mor råbe på ham for nede for enden af bakken.
 - “Pandekagerne er klar. Kommer du ikke ind, min troldeskat?”

Han blev med ét meget sulten ved tanken om sin mors lune tykke blåbærpandekager.

 - “Jeg kommer nu”, råbte han tilbage.

Han begyndte at løbe ned ad bakken – men han havde fuldstændig glemt, at han stadig havde skiene på.

Skiene begyndte at glide fra ham. Så han faldt og trimlede ned ad bakken og endte lige midt i en stor snebunke. Han var lige ved at græde. Men så gik det op for ham, at han jo slet ikke havde slået sig. Og det havde vist også været ret sjovt at falde.

Han rejste sig op, prøvede at glide lidt på skiene igen…og ups sørme om han ikke faldt igen. Denne gang lige på rumpetten. Han skraldgrinede for han slog sig jo slet ikke.

Op rejste han sig igen, og inden længe havde han væltet både 3, 4 og 5 gange. Hver gang han faldt sagde han “Fald og Trold”. For det syntes han lød ret sjovt.

 - “Fald og Trold”, da han faldt på siden,

 - “Fald og Trold”, da han faldt på den anden side.

Den sidste gang han faldt nåede han kun lige at sige “Fald og tr...”, før han landede med hovedet først direkte i en dyb snebunke.

Han klukkede af grin, mens han spyttede sne ud af munden, pustede snebolde ud af næseborene, og ragede sneørepropper ud af ørerne, alt imens han kunne mærke smeltende sne løbe ned ad nakken på ham.

Han rejste sig op igen.

Han var nu næsten nede ved troldehulen, som lå under det kæmpestore snedækkede grantræ. Lyset strømmede varmt ud fra vinduerne, og den vidunderlige duft fra troldemors varme blåbærpandekager ramte hans næsebor.

Han gled på skiene det sidste stykke ned ad bakken og hen til hulen.

Og hvad var nu det? Denne gang var det næsten svært for ham at falde. Han tog sving efter sving. Wow! Nu kunne han jo stå på ski!

Han stormede ind i troldehulen for at fortælle sin far og mor, hvor god han var blevet.

Inde i køkkenet med kæmpe stabler af pandekager glemte hans forældre alt om pandekager og skyndte sig udenfor sammen med ham for selv at opleve deres søn stå på ski - altså sådan rigtigt stå på ski .

Stolte så de ham køre ned ad bakken. Denne gang faldt han kun to gange, og hans strålende øjne afslørede, at denne troldedreng nok skulle blive verdens bedste troldeskiløber, når han engang blev stor.

Han gav sin far og mor en kæmpe trolde high-five, inden de sammen gik ind i hulen for at spise en kæmpe stak velfortjente bærpandekager.

Da Kon godt mæt lagde sig til at sove den aften havde han de største sommerfugle i maven, og han glædede sig mere end nogensinde til at komme ud på ski igen og falde.

----

Da Kon blev stor nåede han faktisk at blive skitroldemester hele 12 gange inden han selv blev troldefar og lærte sine egne troldebørn at falde på skiene.

Og ved du hvad? Kon lever skam stadig ude på fjeldet den dag idag. Han er snart 250 år gammel og er blevet en rigtig drilletrold med stort hvidt kruset skæg og en hue lavet af flettet gran.

Vi kalder ham allesammen Kontrol-trolden fordi han inde mellem træerne kontrollerer, at alle menneskebørnene nu også husker at falde 5 gange hver dag, de står på ski.

For de skulle jo gerne blive lige så gode til at falde og stå på ski som ham selv ... og sine egne troldebørn, og troldebørnebørn, og troldeoldebørn, tiptroldeoldebørn, og tiptiptroldeoldebørn.

Hvis menneskebørnene nu kommer til at glemme at falde 5 gange om dagen, så har jeg hørt, at han godt kan finde på at komme forbi midt om natten og putte en dejlig kold snebold ned i underbukserne på børnene.

Han synes nemlig, det er så sjovt, når børnene så tror at de har tisset i bukserne, når de vågner om morgenen. Men det har de jo slet ikke, for det er jo bare snebolden, som er smeltet i løbet af natten.

Så hvis du vil undgå våde skiunderbukser, når du er på skiferie, så husk at lave “Fald og Trold” mindst 5 gange om dagen.

Og hvis du ser Kontroltrolden med sin granhue inde mellem grantræerne når han holder øje med dig, så skulle jeg hilse fra ham og sige, at han bare bliver så troldeglad i bøtten, hvis du hilser på ham med et kæmpe stort skigrin samtidig med at du falder.

Fald og trold - Snip snap snude nu er den ski' skøre historie da helt ude.


Den Varme Trylledrik (Ski Fairytale for Kids in Danish) 18 December 2015, 0 Comments

Der var engang to venner, som hed KÓ og CHO. De levede lang tid før iPad’en blev opfundet, ja det var endda før cyklen, vingummier og skolen fandtes.

KÓ var mørk som kaffe og CHO hvid som mælk.

De var ikke så store endnu, men alligevel var de allerede rigtig gode til at stå på ski. Og de elskede bare at stå på ski. Allerhelst sammen, for det var bare sjovest.

De havde den dag fået at vide af deres forældre, at de skulle være nede fra bjerget inden det blev mørkt.  Men de havde det så sjovt med at køre på ski inde mellem træerne, at de glemte alt om tiden.

Pludselig opdagede de, at det var blevet mørkt. De kiggede sig omkring. De vidste faktisk heller ikke helt, hvor de var.

 - “Jeg tror vi skal den vej”, sagde KÓ.

 - “Nej jeg tror vi skal den vej”, sagde CHO.

 - “Nej den vej”, svarede KÓ ophidset og pegede i den modsatte retning.

Sådan fortsatte de med at skændes, alt imens det blev mørkere og mørkere, koldere og koldere, og månen langsomt steg til vejrs på den knaldsorte himmel.

Pludselig hørte de en ulv tude faretruende nær. “Auuuu!”

Straks stoppede de deres skænderi. De stod bomstille. Lyttede intenst med hamrende hjerter.

Sneen på træernes grene lyste selvlysende op i det blege måneskær.

De syntes, de kunne se ulve og troldehoveder overalt inde mellem træernes skygger.

Stilhed. 

Det gav et ryk i dem begge, da de i det samme hørte en ny lyd ikke så langt væk.

 - "Muhhhhhhhhhhhhhh!", lød det.

De grinede lidt fjoget til hinanden, da de godt var klar over, at det ihvertfald ikke var en ulv.

De kiggede sig omkring. Lyttede. Ny stilhed.

Nu hørte de ulven igen. "Auuuu!"

De skuttede sig i kulden, og det var ikke langt fra, at de begge begyndte at græde. Og det havde de nok også gjort, hvis de ikke havde haft hinanden.

Så hørte de koen muhe igen. “Muhh!”

De blev så lettede over at høre den velkendte lyd.

De fulgte den fortryllende Muh-lyd, og fandt en lille rødmalet lade, som de aldrig havde set før. Muhh-lyden kom derindefra.

De tog skiene af og gik indenfor i den mørke lade, og lukkede døren grundigt bag dem, så ulven ikke kunne komme ind.

----


Der var lunt inde i laden. I månelyset, der strømmede ind gennem de små vinduer, kunne de skimte en stor dejlig dampende varm ko, som bare stod og gumlede friskt hø i sig.

Med et hjerteligt MUUUUUH!, blev de mødt varmt velkommen.

Koen lagde sig ned på siden, som om den gerne ville have dem til at komme over til sig. De satte sig op ad koens dejlige varme bug, som langsomt tøede deres forfrosne kroppe, fødder og hænder op.

Da de endelig havde fået varmen, sagde KÓ, at hun var sulten og tørstig. Det var CHO også.

I mørket mærkede de efter noget at spise og drikke i deres lommer og ryksække.

Det eneste KÓ fandt var sin tomme drikkedunk, nogle krummer fra en brækket kiks, og to sukkerknalder, som hun engang havde hapset hjemme hos bedstemor.

CHO’s drikkedunk var ligeledes tom, og han fandt intet, der kunne spises.

Han rejste sig op og gik lidt rundt og kiggede i laden for at se, om der mon var noget de kunne spise.

Der var ikke andet end hø og spindelvæv, og ja så den venlige ko der, bare lå der og sagde "Muhhh!". Den kunne de alligevel ikke så godt tillade sig at spise. 

Han opdagede nu, at koen havde noget hængende om halsen. Han gik nærmere. 

Det var en mørkebrun læderpose på størrelse med en knytnæve. Han tog den og åbnede den. 

 - “Hvad er der i?” spurgte KÓ.

 - "Det ved jeg ikke rigtigt. Det er vist noget pulver", svarede han, mens han satte sig ned ved siden af hende igen.

 - "Det er måske tryllepulver", sagde KÓ forhåbningsfuldt, da hun meget gerne ville trylles hjem til sin far, mor og søskende. 

CHO stak en finger ned i pulveret og smagte forsigtigt på det med tungespidsen.

Det smagte mærkeligt. Det var bittert, men alligevel smagte det godt på sådan en lidt underlig dejlig måde.

 - “Ahhh, du tisser på mig”, skreg KÓ pludselig og sprang op som en spændstig fjeder i mørket.

 - “Nej jeg gør da ej”, råbte CHO vredt tilbage.

De kiggede begge ned og kunne i måneskæret se, at der piblede dejlig hvid mælk ud af koens yver. Det var det, som KÓ havde troet var CHO's varme tis.

Koen sagde “Muhhhh” og kiggede på dem med store venlige øjne. Som om den ville fortælle dem, at de bare kunne tage for sig af dens mælk.

De tog deres drikkedunke og stak en pat ned i hver deres dunk og malkede koen, lige til de var fyldte til randen.

De satte sig godt til rette op ad koens varme mave igen og smagte på den lune mælk. Den smagte fint, men det var ligesom om, der manglede noget.

KÓ fandt de to sukkerknalder frem og puttede en i hver flaske. Nu smagte mælken endnu bedre. Sød og varm.

Men alting var nu ikke så godt. For de savnede deres forældre. Og de tænkte på, hvor bekymrede de nu måtte være, fordi de ikke var kommet hjem som lovet. 

CHO kom i tanke om posen med tryllepulveret.

“Lad os prøve at putte det i vores mælk” sagde han. “Så kan det jo være vi bliver tryllet hjem”, sagde han opmuntrende.

Man kunne dog godt høre på ham, at han ikke rigtigt selv troede på det, og det gjorde KÓ bestemt heller ikke.

Men de kunne jo ligeså godt prøve.

CHO hældte lidt af posens indhold i deres dunke. Hvis det nu var et giftigt pulver, var det jo klogt ikke at tage det hele på en gang. Det var bedre at prøve sig lidt frem.

De rystede drikkedunkene godt og grundigt, så tryllepulveret blev opløst i den varme flødende mælk.

De satte flaskerne til deres læber og smagte på det. “Uhmm”, ikke dårligt. Det kunne da umuligt være giftigt.

Så hældte de resten af tryllepulveret i og tog en ordentlig slurk .

----


En eksplosion af 1000 smage ramte deres tunger og ganer. Aldrig havde de smagt noget så forunderligt skønt før. Noget der smagte så fantastisk, kunne da kun være rigtigt tryllepulver.

De tog den ene slurk efter den anden, lige indtil der ikke kunne vrides en eneste dråbe mere ud af dunkene.

De kiggede mætte og svært tilfredse på hinanden. Deres humør var nu mindst en million gange bedre end for bare 5 minutter siden.

 - “Tror du, at der sker et mirakel nu?”, spurgte KÓ helt opløftet.

Inden CHO nåede at svare hørte de støj udenfor laden - efterfulgt af en snerrende lyd, og poter og klør der skrabede faretruende mod døren.

Det var ulven. Som ville ind og spise koen .. og dem.

De sad som forstenede. Skrækslagne. 

Så hørte de et BANG! - efterfulgt af en pivende lyd fra ulven, som de kunne høre løbe væk.

Deres skræmte ansigter ramtes af et skarpt lys ovre fra vinduet. En skygge bevægede sig derude, og de hørte tunge tramp.  

 - “DE ER HER. KOM HURTIGT!”, hørte de en velkendt stemme råbe.

Det var CHO’s far. Han kom styrtende indenfor i laden med KÓ’s far og mor lige i hælene.

De to børn sprang op og løb hen til dem. Forældrene krammede deres børn nok så inderligt i lettelse over, at hverken kulden eller ulvene havde taget deres børn i løbet af natten.

I lygternes flakkende skær kiggede de forskræmte på KÓ og CHO’s læber, der var helt brune op til næsen.

 - “Hvad er der dog sket med jeres munde?”, spurgte KÓ’s mor bekymret.

De slikkede sig begge om munden og nød smagen af herlig mælk, sukker og tryllepulver.

 - “Det er bare vores trylledrik”, sagde de begge i kor. “Det var den der gjorde, at I fandt os”.

Forældrene kiggede forundret på dem. “Trylledrik?”, spurgte de.

  - “Ja”, sagde CHO og KÓ. “Det virker, for lige idet vi havde drukket trylledrikken, så dukkede I jo op og reddede os”.

 - “Og vi kalder trylledrikken for Varm ChoKoLade. 

 - “Hvorfor dog det?“

  - Jo, for det jo er opfundet af CHO og KÓ i en Lade sammen med den dejlige varme søde ko”. 

 - "Hvilken ko?", spurgte KÓ’s mor og kiggede sig omkring i laden.

CHO vendte sig om og pegede over på koen. Men den var væk. Der var ikke det mindste spor efter den.

De kiggede overalt i laden og udenfor. Der var ingen spor i sneen udover ulvens. Ja, der lå ikke engang en eneste kolort, som bevis på at koen nogensinde havde været der.

Var det mon en trylleko? Var det den, som havde reddet dem?

Det fandt de aldrig ud af, men det vigtigste var jo, at de havde det godt.

----


Hver gang de to børn de næste mange år stod på ski, spejdede de efter koen på bjerget, men de fandt den aldrig.

Uanset hvor den nu var henne, så var de den evigt taknemmelig for at have reddet deres liv. 

Og de fejrede altid slutningen på deres skidage af med en kop dejlig varm chokolade. CHO fandt endda ved et tilfælde ud af, at det om muligt smagte endnu bedre med flødeskum. Hun var nemlig en dag kommet til at ryste sin drikkedunk i lidt for lang tid, så mælken nåede at blive pisket til flødeskum.

Og lige siden har glade skibørn overalt i verden også fået varm chokolade på deres skiferier - med masser af flødeskum. 

----

Og ja, det var så historien om, hvordan den varme chokolade blev opfundet af CHO og KÓ.

Tryllepulveret var, som du nok allerede har regnet ud, kakaopulver.

Kakaoen kommer fra Sydamerika, og blev brugt af de gamle Maya indianere, som bl.a. medicin og som krydderi i deres madlavning.

De mente nemlig kakaoen havde magiske kræfter, eftersom det var guderne, som helt oprindeligt opdagede kakaoen langt oppe i Andesbjergene.

Og jeg tror også godt du selv kan mærke, at når du drikker din varme chokolade på skiferien, ja så strømmer der også ekstra livgivende kræfter ud i hele din krop.

Ikke sandt?

Snip snap chokolademælk!


Fjeldaben der Gav den Gas (Ski Fairytale for Kids in Danish) 08 December 2015, 0 Comments

af Henrik Kryger Pallesen

Det var tidligt om morgenen en kold februar dag. Solen var ved at titte frem henover de hvide bjergtoppe, der selvlysende strakte sig op mod den gryende himmel. 

I den knædybe sne kæmpede min far sig op ad bjergsiden sammen med to venner. Deres ski var spændt fast på rygsækkene. De svedte og hev efter vejret i den tynde bjergluft.

Da de næsten var nået toppen gjorde de holdt for at spise lidt chokolade og få noget at drikke.

Min far satte sig tungt og træt ned i den fine candyfloss sne. Han sank dybt ned, og i det samme følte han et ordentligt nap lige i rumpetten, mens der lød et dæmpet brøl dybt nede fra sneen.

 - “HVAD SKER DER HER!” 

Min far sprang op som en skoldet skid, og hans to venner kiggede skræmte hen på ham.

Nede fra sneen skød der som en raket en behåret langfingret kæmpehånd frem, efterfulgt af et syn min far aldrig glemmer.

 - “HVEM VOVER AT VÆKKE MIG” ! skreg et skrigende abelignende ansigt med trætte øjenlåg.

 - “Øh det er bare mig, Henrik”, svarede min far med rystende stemme. "Og det her er mine to skivenner, Benjamin og Thomas.“

 - “Du må altså meget undskylde, hvis vi har vækket dig, men vi er bare på vej op på toppen for at køre ned på ski”, sagde min far. “Men hvem er du?”

 - “Jeg er Fjeldaben, og jeg sover vintersøvn. Og nu har I vækket mig. Og nu kan jeg garanteret ikke falde i søvn igen”, svarede Fjeldaben opgivende. 

 - ”Nu bliver jeg nødt til at forblive vågen hele resten af vinteren. Og dødkede mig. For her er bare så koldt og så kedeligt om vinteren. Derfor sover jeg vinterhi.”  

- “Jamen, så skal du da bare stå på ski sammen med os” sagde Benjamin opmuntrende. “Det er nemlig skide sjovt og ikke spor kedeligt - og så fryser man ikke.”


 - “På ski! Mig! Nej, det er vist kun noget for sådan nogle unge mennesker som jer. Husk, jeg er jo snart 581 år gammel”, sagde Fjeldaben.

 - “OK, men tænk over det”, sagde min far forsigtigt. Hans hjerte bankede stadig hårdt efter den vilde forskrækkelse.

 - “Hvis du ombestemmer dig, så vinker du til bare os, når vi kører ned ad bjerget igen. Og så kommer vi tilbage i morgen for at lære dig at stå på ski.”

 - “Uh, jeg ved godt nok ikke”, sagde Fjeldaben tøvende.

En vild rumlen buldrede inde fra hans mave. Det lød som om et damplokomotiv drønede rundt derinde.

 - “Du er da vist sulten”, sagde Thomas.

 - “Tjah, jeg har jo ikke spist i flere måneder”, sagde Fjeldaben undskyldende.

Maven buldrede og rystede nu som et jordskælv og satte en lavine af sne igang, som tromlede ned af bjerget ikke så langt fra dem.  

Da laviner er meget farlige at blive ramt af, skyndte Thomas sig hurtigt at give Fjeldaben sin madpakke og et stykke chokolade. Det hele forsvandt ind i Fjeldabens kæmpe gab i én mundfuld.

Men hans mave skælvede fortsat. Og nye skræmmende laviner satte buldrende igang overalt omkring dem på bjerget.

Min far og Benjamin skyndte sig nu også at hive deres madpakker frem og kastede dem direkte ind i Fjeldabens mund. Det stoppede heldigvis tordenen nede i hans mave, så den kun rumlede let. Lavinefaren var drevet over.

 - “Mmmm, især det der brune noget smagte rigtig godt”, sagde Fjeldaben nu i svært bedre humør.

- “Nåå, så du kan rigtig godt lide chokolade?”, grinede min far lettet.  

De tømte alle deres lommer for chokolade, inden de sagde farvel til den 581 årige Fjeldabe og fortsatte op til toppen af bjerget i højt humør.

På deres vej ned ad bjerget igen kørte de lige forbi deres nye behårede ven, som nu sad mæt og svært veltilfreds i sneen og solede sig.

Han vinkede til dem med et kæmpe chokoladesmil og råbte:
- “Vi ses igen i morgen... og hey ... husk nu det der chokolade!"

----


Næste morgen vandrede min far og hans to venner igen den lange vej op ad bjerget.

Da de nåede Fjeldabens hi, bankede de denne gang pænt på. Han sprang op af snehiet, som trold fra en æske, og sagde, at han var lige ved at tisse i bukserne af spænding over, at han nu skulle prøve at stå på ski.  

Fjeldaben var stærk som en bjørn og stor som en sneplov. Så han gik forrest opad bjerget og banede en fin sti i den dybe sne for de tre andre.

Da de nåede toppen fik Fjeldaben skistøvler og ski på for første gang i sit lange liv.

 - “Nøj, hvor jeg glæder mig“, sagde han, og inden de overhovedet fik vist ham, hvordan man står på ski, begyndte han at køre ned ad bjergsiden med et kæmpe “YIHAAAAA!”.

 - “VEEEEENT”, råbte de alle tre i kor. Men da var det for sent. Væk var han!

Du kan tro de fik travlt med at følge efter. De var jo bange for, at han ville komme til skade eller det der var endnu værre. Det skulle jo nødigt være deres skyld at verdens måske eneste Fjeldabe kom af dage.

De opdagede en rullende snebold længere nede ad bjergsiden.

Snebolden blev større og større. Større og større, og var til sidst så stor som en bil.

Pludselig brækkede den i to dele, og Fjeldaben nu med hvid snepels, trimlede ud og faldt om i sneen.

De hørte de vildeste skrig og skrål fra ham. De var overbeviste om, at han havde brækket hver en knogle i hans enorme krop.

Da de endelig nåede ned til ham lå han og hamrede sine kæmpe næver og arme ned i sneen, og hans mave bølgede i kramper.

 - “Er du OK, Fjeldabe?

Han blev helt stille og kiggede op på dem.

 - “HA HA HA HA”, udbrød han med så højt et brøl at deres hjelme og skibriller var ved at blæse væk.

 - “Det var dog det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet!“

Han sprang op, tog skiene på igen og råbte, “Sidste mand nede er en fjeldpatteabe!”.

Efter endnu 3-4 gigantsnebolde nåede Fjeldaben endelig foden af bjerget…lang tid før min fjeldpatteabe-far og hans to fjeldpatteabe-venner.

Da de nåede ned til ham, stod han bare og gnaskede chokolade i sig.

 - “Hvor bliver I af? Er I klar til en tur til?”

Det var de selvfølgelig.

----


De nåede mange flere ture den dag, og det samme de mange efterfølgende uger. 

Fjeldaben var klar hver morgen, og han var som en ustoppelig robot med hvid damp bølgende ud af sine næsebor så store som skorstene, mens de kæmpede sig op ad bjergsiderne.

Han kendte bjergene som sin egen bukselomme og viste min far og de to venner en masse snedige, hemmelige og eventyrlige steder, hvor ingen andre mennesker nogensinde før havde været.

Det var en fantastisk opdagelsesrejse. Og Fjeldaben blev hurtigt deres bedste ven.

Det lykkedes dem dog aldrig for alvor at lære Fjeldaben at stå godt på ski. For han havde jo aldrig rigtig tid til at lytte til dem, da han altid havde så travlt med at komme først ned.

Derfor var det altid min far og hans to venner som endte med at blive fjeldpatteaberne - uanset hvor hurtigt de prøvede at køre og hvor de kørte. Ingen var nemlig hurtigere og vildere end Fjeldaben.

Og det var nok også meget godt, for det er faktisk kun Fjeldaber, som kan styrte så vildt uden at slå sig selv til lirekassemand, pindebrænde, halvt fordærvet, eller bare slå sig rigtig meget. Noget vi mennesker ikke kan holde til.

Hvis du nu en dag ser en kæmpe snebold komme rullende ned ad bjerget, ja så ved du jo nu, hvem der kan være indeni.

Og så må du meget gerne hilse ham fra min far – men pas på for hvis du har chokolade i lommerne, så kan han godt finde på at hapse det fra dig, og spise det lige for næsen af dig. Men lov mig at du ikke bliver sur på ham, for der hvor han bor kan man jo ikke købe chokolade. Så det er så sjældent han får det.

Snip snap snude så er den fjeldpatteabe ude.


The 10 safety commandments on the mountain 04 December 2015, 1 Comment

Safety is boring! 

Safety is boring. Nevertheless our mindsets should be "safety first, when we ski"

When working as a ski instructor I am often surprised how many skiers – also experienced skiers, who don’t fully know (or simply ignore) the official international traffic rules on the mountain.

Personally I have experienced being hit hard from behind by other skiers 4-5 times. Luckily, in all cases the other skier was the one who got hurt most (especially their pride).

'Suddenly a small kid was in front of me and I hit him.
Luckily nothing seriously happened – but is was my fault indeed.
I have never forgotten how bad I felt afterwards.' 
 

Admittedly, I have been one of those negligent jerks once myself. I was in a hurry for a ski lesson and tried to tighten my boots while skiing. Suddenly a small kid was in front of me and I hit him. Luckily nothing seriously happened – but is was my fault indeed.

So please remind your friends and not least your kids about these 10 official rules so that we can all ski safely together on the mountain.

The 10 Commandments on the mountain

1. Respect for others
A skier or snowboarder must behave in such a way that he does not endanger or prejudice others.

2. Control of speed and skiing or snowboarding
A skier or snowboarder must move in control. He must adapt his speed and manner of skiing or snowboarding to his personal ability and to the prevailing conditions of terrain, snow and weather as well as to the density of traffic.
[Personal Comment: Please take ski lessons if you don’t understand this]

3. Choice of route
A skier or snowboarder coming from behind must choose his route in such a way that he does not endanger skiers or snowboarders ahead.

4. Overtaking
A skier or snowboarder may overtake another skier or snowboarder above or below and to the right or to the left provided that he leaves enough space for the overtaken skier or snowboarder to make any voluntary or involuntary movement.
[Personal Comment: if you are an insecure skier and hate when faster (but not necessarily better skiers) rush close by you, because they don’t follow rule 2 & 3, then try to make rhythmic turns no matter how scared you are by getting hit.

Keeping a steady rhythm helps the skiers coming from behind to easier gauge your path so that they can pass you with a higher safety margin.]


5. Entering, starting and moving upwards
A skier or snowboarder entering a marked run, starting again after stopping or moving upwards on the slopes must look up and down the slopes that he can do so without endangering himself or others. [Personal Comment: this rule is extremely important. Especially kids have a big problem living up to this rule]

6. Stopping on the piste
Unless absolutely necessary, a skier or snowboarder must avoid stopping on the piste in narrow places or where visibility is restricted. After a fall in such a place, a skier or snowboarder must move clear of the piste as soon as possible.
[Personal Comment: if you are in a big group take the lead and make sure that everyone gets out of the way when stopping].

7. Climbing and descending on foot
A skier or snowboarder either climbing or descending on foot must keep to the side of the piste.

8. Respect for signs and markings
A skier or snowboarder must respect all signs and markings.


9. Assistance
At accidents, every skier or snowboarder is duty bound to assist.
[Personal Comment: if the fallen skier cannot be moved make sure to plant a pair of crossed skis 5-10 meters above the fallen skier. This way you avoid other skiers crashing into the fallen skier. Also it is a very good idea to enter the phone number to the local rescue team into your phone before going skiing. This way you can call them straight away without any delays]

10. Identification
Every skier or snowboarder and witness, whether a responsible party or not, must exchange names and addresses following an accident.
[Personal Comment: make sure that you are insured. no matter how well you follow these 10 rules you may still accidentally cause an accident of someone else and have to pay for any injuries]


BONUS INFO: Ski areas to be aware of
There are two European resorts in particular where I have experienced that too many skiers utterly neglect these rules. The worst place by far I have experienced is in Argentiére (Chamonix, France). Too many unskilled speed freaks. A place where I would never take my children.

The other place, I am sorry to say, is Hemsedal in Norway - a place I almost regard as my 2nd home. Especially in the weekends a lot of speed addicted Norwegians straightline down the busy black and red slopes. Even though most are excellent skiers their safety margin is in my opinion way too small and they create an atmosphere of anxiety amongst other skiers. Otherwise both resorts offer great skiing.   

I wish you a happy and safe skiing season. And just in case, remember to wear a helmet and back protection.

Big smile greetings,

Henrik Kryger Pallesen 
Founder of ANGEL FLOW


Nutella – the Magic ski dope 28 November 2015, 0 Comments

It’s the dreaded 3rd day of your skiing holiday. Despite of your dedicated pre-season physical training (you did train right?) your body feels like it’s been spanked by a meat hammer – your muscles are sore, they don’t react as fast as your brain tells them to.

In other words you have a hard time mustering your normal big skiing smile. 

The solution is (legal) doping

We may just have the right solution for soothing your body: healthy doses of Magnesium - a natural mineral which works like (legal) doping.

How Magnesium Helps

Magnesium is essential for muscle recovery after hard training and normal muscular contraction and relaxation. Without proper magnesium levels, muscle cramping, soreness and fatigue can occur.

Even slight magnesium deficiency can impair athletic performance, reduce transfer of nerve signals and intensify post-skiing soreness.

It is estimated that up to half of the population lacks adequate magnesium—with seniors especially affected.

Foods packed with Magnesium:

  • Almonds & Nuts & Seeds (great supplement to your ample dose of chocolate when skiing)
  • Dark Chocolate (yeahh!)
  • Soy beans
  • Oatmeal
  • Peanuts/Peanut Butter
  • Brown Rice
  • Avocado
  • Spinach (so there was some truth in Popeye after all)
When going skiing I personally take additional magnesium pills just before I go to bed. It clearly helps my body to recover faster and avoid muscle soreness the next day...especially on the dreaded 3rd day.   

To avoid deficiency try to reduce your intake of coffee, alcohol and all acidic foods (meat, dairy products, sugar) as these force the body to lose magnesium.

    And where the heck does Nutella fit into all of this health-mania? 

    Well, first of all we wanted a catchy headline that would make you read this post. But it is actually not a total lie.
     
    Nutella does actually contain 6% Magnesium due to its high content of hazelnuts. So don’t hold back on the Nutella at breakfast on your ski holiday.

    Personally, I love a thick layer of Peanut Butter and Nutella on my bread - a cocktail only the higher powers could've conceived. As a bonus peanut butter also contains a fair amount of protein, which is also essential for rebuilding your muscles. But without the magnesium intake you won't get far with even the biggest steak. 

    Read more about magnesium here: http://www.seniorsskiing.com/magnesium-magic-senior-skiers/

    In the comments field below we'd love to hear if you have also experienced that extra intake of Magnesium helps to keep you smiling on the slopes on the 3rd day.   

    Disclaimer: Proper physical training is of course still a prerequisite for avoiding injury and very sore muscles and ligaments after skiing. Magnesium will only help you to recuperate faster. Further, please refer to the recommended daily doses of Magnesium on the pill box or consult your doctor.



    Big smile greetings,

    Henrik Kryger Pallesen
    Founder of ANGEL FLOW


    Carbon Light Skis for More Fun 28 November 2015, 0 Comments

    We at Angel Flow believe that most recreational skiers will benefit a lot from skiing on lighter skis and wearing lighter boots. 

    Light skis are not only great when you have to carry them along with your heavy suitcases on your way to your ski holiday or up the mountain. More importantly they make you a better and safer skier.

    Light skis makes skiing so much more fun
    Why? Lighter skis are simply easier and faster to turn, you use less power and get less tired during the day (also check out our blog post on Nutella as legal Ski doping).  In other words you can ski more athletically when you don’t have to jump around with led heavy skis and boots on your feet.


    'Carbon skis easily saves you 400 - 500 g
    compared to a similar pair of metal reinforced skis'


    They are also safer 
    If you crash, wearing lighter equipment on your feet also reduce the risks of injury, as the momentum from the skis is reduced and therefore put less strain on your knees and legs when you sprawl all over the slope and the bindings don't release properly.

    Carbon is the solution
    To keep our ANGEL FLOW skis lighter without compromising performance we use light carbon sheets instead of heavy metal alloys to reinforce the ski’s body. Both of our MIXT Carbon Chi and Feisty Carbon Chi ski models use carbon for the ultimate cocktail of low weight and powerful edge hold. 

    When saving 500 g for a pair of skis and you make, let's say, 1000 athletic performance turns on piste or off piste per day then you save your legs, knees and joints for up to 500 kg of extra strain. That is definitely less tiring and you will get the utmost out of your whole skiing day.  


    The small downside
    The slight downside of using carbon is that the skis may feel slightly less stable when skiing really fast on hard surfaces than a comparable heavier metal ski.  

    So if you are a strong true speed junkie loving icy surfaces you probably still want to opt in for one of the heavier and more conventional metal reinforced skis that most of the big classic ski brands like Atomic, Volkl, Nordica etc. still manufacture.

    However, we feel pretty confident that once you’ve tried our lighter carbon skis you’ll never want to swap back to the metal skis again. The lighter carbon skis are simply just more fun, versatile and easier to ski. And don't get fooled, our skis still do some awsome razor sharp turns on the hard pack. 

    Get the full weight reduction
    If you want to get the full package of weight reduction you should also look in the direction of the Fischer Ski Boot Vacuum Line where the plastic used is somewhat lighter than traditional ski boots saving you those extra grams.

    Apart from being light, these boots are fantastic due to the custom molding and their unique, yet very effective duck stance.   

    PS: For obvious reasons ANGEL FLOW doesn’t have any financial interest in recommending a competitor's (Fischer) ski boots, but as we still want you to smile after a long skiing day we simply had to let you know about their boots too.

    Big smile greetings,

    Henrik Kryger Pallesen
    Founder of ANGEL FLOW


    Become a better and happier skier without skiing 27 November 2015, 0 Comments

    Big_Smile_SkiingHere at ANGEL FLOW our philosophy is #BIGSMILESKIING.

    Big smile skiing incorporates indefinite aspects of skiing. Having a great time together, enjoying nature, controlling the elements, becoming a better skier, challenging yourself etc.

    What makes you smile the most may not be the same as me. But we all want to smile while skiing, and if I can help you smile just a little bit more my mission is accomplished.

    Over the coming months I will post some unorthodox tricks and ideas on how you can become a happier skier. 

    I will be talking about equipment, getting into physical form using some unorthodox drills and mindsets, ski technique, telling children ski stories etc. 

    I am looking forward to getting in dialogue with you, so you can help me become an even bigger smiling skier too.

    Big smile greetings,

    Henrik Kryger Pallesen
    Founder of ANGEL FLOW