Fjeldaben der Gav den Gas (Ski Fairytale for Kids in Danish) December 08 2015, 0 Comments

af Henrik Kryger Pallesen

Det var tidligt om morgenen en kold februar dag. Solen var ved at titte frem henover de hvide bjergtoppe, der selvlysende strakte sig op mod den gryende himmel. 

I den knædybe sne kæmpede min far sig op ad bjergsiden sammen med to venner. Deres ski var spændt fast på rygsækkene. De svedte og hev efter vejret i den tynde bjergluft.

Da de næsten var nået toppen gjorde de holdt for at spise lidt chokolade og få noget at drikke.

Min far satte sig tungt og træt ned i den fine candyfloss sne. Han sank dybt ned, og i det samme følte han et ordentligt nap lige i rumpetten, mens der lød et dæmpet brøl dybt nede fra sneen.

 - “HVAD SKER DER HER!” 

Min far sprang op som en skoldet skid, og hans to venner kiggede skræmte hen på ham.

Nede fra sneen skød der som en raket en behåret langfingret kæmpehånd frem, efterfulgt af et syn min far aldrig glemmer.

 - “HVEM VOVER AT VÆKKE MIG” ! skreg et skrigende abelignende ansigt med trætte øjenlåg.

 - “Øh det er bare mig, Henrik”, svarede min far med rystende stemme. "Og det her er mine to skivenner, Benjamin og Thomas.“

 - “Du må altså meget undskylde, hvis vi har vækket dig, men vi er bare på vej op på toppen for at køre ned på ski”, sagde min far. “Men hvem er du?”

 - “Jeg er Fjeldaben, og jeg sover vintersøvn. Og nu har I vækket mig. Og nu kan jeg garanteret ikke falde i søvn igen”, svarede Fjeldaben opgivende. 

 - ”Nu bliver jeg nødt til at forblive vågen hele resten af vinteren. Og dødkede mig. For her er bare så koldt og så kedeligt om vinteren. Derfor sover jeg vinterhi.”  

- “Jamen, så skal du da bare stå på ski sammen med os” sagde Benjamin opmuntrende. “Det er nemlig skide sjovt og ikke spor kedeligt - og så fryser man ikke.”


 - “På ski! Mig! Nej, det er vist kun noget for sådan nogle unge mennesker som jer. Husk, jeg er jo snart 581 år gammel”, sagde Fjeldaben.

 - “OK, men tænk over det”, sagde min far forsigtigt. Hans hjerte bankede stadig hårdt efter den vilde forskrækkelse.

 - “Hvis du ombestemmer dig, så vinker du til bare os, når vi kører ned ad bjerget igen. Og så kommer vi tilbage i morgen for at lære dig at stå på ski.”

 - “Uh, jeg ved godt nok ikke”, sagde Fjeldaben tøvende.

En vild rumlen buldrede inde fra hans mave. Det lød som om et damplokomotiv drønede rundt derinde.

 - “Du er da vist sulten”, sagde Thomas.

 - “Tjah, jeg har jo ikke spist i flere måneder”, sagde Fjeldaben undskyldende.

Maven buldrede og rystede nu som et jordskælv og satte en lavine af sne igang, som tromlede ned af bjerget ikke så langt fra dem.  

Da laviner er meget farlige at blive ramt af, skyndte Thomas sig hurtigt at give Fjeldaben sin madpakke og et stykke chokolade. Det hele forsvandt ind i Fjeldabens kæmpe gab i én mundfuld.

Men hans mave skælvede fortsat. Og nye skræmmende laviner satte buldrende igang overalt omkring dem på bjerget.

Min far og Benjamin skyndte sig nu også at hive deres madpakker frem og kastede dem direkte ind i Fjeldabens mund. Det stoppede heldigvis tordenen nede i hans mave, så den kun rumlede let. Lavinefaren var drevet over.

 - “Mmmm, især det der brune noget smagte rigtig godt”, sagde Fjeldaben nu i svært bedre humør.

- “Nåå, så du kan rigtig godt lide chokolade?”, grinede min far lettet.  

De tømte alle deres lommer for chokolade, inden de sagde farvel til den 581 årige Fjeldabe og fortsatte op til toppen af bjerget i højt humør.

På deres vej ned ad bjerget igen kørte de lige forbi deres nye behårede ven, som nu sad mæt og svært veltilfreds i sneen og solede sig.

Han vinkede til dem med et kæmpe chokoladesmil og råbte:
- “Vi ses igen i morgen... og hey ... husk nu det der chokolade!"

----


Næste morgen vandrede min far og hans to venner igen den lange vej op ad bjerget.

Da de nåede Fjeldabens hi, bankede de denne gang pænt på. Han sprang op af snehiet, som trold fra en æske, og sagde, at han var lige ved at tisse i bukserne af spænding over, at han nu skulle prøve at stå på ski.  

Fjeldaben var stærk som en bjørn og stor som en sneplov. Så han gik forrest opad bjerget og banede en fin sti i den dybe sne for de tre andre.

Da de nåede toppen fik Fjeldaben skistøvler og ski på for første gang i sit lange liv.

 - “Nøj, hvor jeg glæder mig“, sagde han, og inden de overhovedet fik vist ham, hvordan man står på ski, begyndte han at køre ned ad bjergsiden med et kæmpe “YIHAAAAA!”.

 - “VEEEEENT”, råbte de alle tre i kor. Men da var det for sent. Væk var han!

Du kan tro de fik travlt med at følge efter. De var jo bange for, at han ville komme til skade eller det der var endnu værre. Det skulle jo nødigt være deres skyld at verdens måske eneste Fjeldabe kom af dage.

De opdagede en rullende snebold længere nede ad bjergsiden.

Snebolden blev større og større. Større og større, og var til sidst så stor som en bil.

Pludselig brækkede den i to dele, og Fjeldaben nu med hvid snepels, trimlede ud og faldt om i sneen.

De hørte de vildeste skrig og skrål fra ham. De var overbeviste om, at han havde brækket hver en knogle i hans enorme krop.

Da de endelig nåede ned til ham lå han og hamrede sine kæmpe næver og arme ned i sneen, og hans mave bølgede i kramper.

 - “Er du OK, Fjeldabe?

Han blev helt stille og kiggede op på dem.

 - “HA HA HA HA”, udbrød han med så højt et brøl at deres hjelme og skibriller var ved at blæse væk.

 - “Det var dog det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet!“

Han sprang op, tog skiene på igen og råbte, “Sidste mand nede er en fjeldpatteabe!”.

Efter endnu 3-4 gigantsnebolde nåede Fjeldaben endelig foden af bjerget…lang tid før min fjeldpatteabe-far og hans to fjeldpatteabe-venner.

Da de nåede ned til ham, stod han bare og gnaskede chokolade i sig.

 - “Hvor bliver I af? Er I klar til en tur til?”

Det var de selvfølgelig.

----


De nåede mange flere ture den dag, og det samme de mange efterfølgende uger. 

Fjeldaben var klar hver morgen, og han var som en ustoppelig robot med hvid damp bølgende ud af sine næsebor så store som skorstene, mens de kæmpede sig op ad bjergsiderne.

Han kendte bjergene som sin egen bukselomme og viste min far og de to venner en masse snedige, hemmelige og eventyrlige steder, hvor ingen andre mennesker nogensinde før havde været.

Det var en fantastisk opdagelsesrejse. Og Fjeldaben blev hurtigt deres bedste ven.

Det lykkedes dem dog aldrig for alvor at lære Fjeldaben at stå godt på ski. For han havde jo aldrig rigtig tid til at lytte til dem, da han altid havde så travlt med at komme først ned.

Derfor var det altid min far og hans to venner som endte med at blive fjeldpatteaberne - uanset hvor hurtigt de prøvede at køre og hvor de kørte. Ingen var nemlig hurtigere og vildere end Fjeldaben.

Og det var nok også meget godt, for det er faktisk kun Fjeldaber, som kan styrte så vildt uden at slå sig selv til lirekassemand, pindebrænde, halvt fordærvet, eller bare slå sig rigtig meget. Noget vi mennesker ikke kan holde til.

Hvis du nu en dag ser en kæmpe snebold komme rullende ned ad bjerget, ja så ved du jo nu, hvem der kan være indeni.

Og så må du meget gerne hilse ham fra min far – men pas på for hvis du har chokolade i lommerne, så kan han godt finde på at hapse det fra dig, og spise det lige for næsen af dig. Men lov mig at du ikke bliver sur på ham, for der hvor han bor kan man jo ikke købe chokolade. Så det er så sjældent han får det.

Snip snap snude så er den fjeldpatteabe ude.