Den Varme Trylledrik (Ski Fairytale for Kids in Danish) December 18 2015, 0 Comments

Der var engang to venner, som hed KÓ og CHO. De levede lang tid før iPad’en blev opfundet, ja det var endda før cyklen, vingummier og skolen fandtes.

KÓ var mørk som kaffe og CHO hvid som mælk.

De var ikke så store endnu, men alligevel var de allerede rigtig gode til at stå på ski. Og de elskede bare at stå på ski. Allerhelst sammen, for det var bare sjovest.

De havde den dag fået at vide af deres forældre, at de skulle være nede fra bjerget inden det blev mørkt.  Men de havde det så sjovt med at køre på ski inde mellem træerne, at de glemte alt om tiden.

Pludselig opdagede de, at det var blevet mørkt. De kiggede sig omkring. De vidste faktisk heller ikke helt, hvor de var.

 - “Jeg tror vi skal den vej”, sagde KÓ.

 - “Nej jeg tror vi skal den vej”, sagde CHO.

 - “Nej den vej”, svarede KÓ ophidset og pegede i den modsatte retning.

Sådan fortsatte de med at skændes, alt imens det blev mørkere og mørkere, koldere og koldere, og månen langsomt steg til vejrs på den knaldsorte himmel.

Pludselig hørte de en ulv tude faretruende nær. “Auuuu!”

Straks stoppede de deres skænderi. De stod bomstille. Lyttede intenst med hamrende hjerter.

Sneen på træernes grene lyste selvlysende op i det blege måneskær.

De syntes, de kunne se ulve og troldehoveder overalt inde mellem træernes skygger.

Stilhed. 

Det gav et ryk i dem begge, da de i det samme hørte en ny lyd ikke så langt væk.

 - "Muhhhhhhhhhhhhhh!", lød det.

De grinede lidt fjoget til hinanden, da de godt var klar over, at det ihvertfald ikke var en ulv.

De kiggede sig omkring. Lyttede. Ny stilhed.

Nu hørte de ulven igen. "Auuuu!"

De skuttede sig i kulden, og det var ikke langt fra, at de begge begyndte at græde. Og det havde de nok også gjort, hvis de ikke havde haft hinanden.

Så hørte de koen muhe igen. “Muhh!”

De blev så lettede over at høre den velkendte lyd.

De fulgte den fortryllende Muh-lyd, og fandt en lille rødmalet lade, som de aldrig havde set før. Muhh-lyden kom derindefra.

De tog skiene af og gik indenfor i den mørke lade, og lukkede døren grundigt bag dem, så ulven ikke kunne komme ind.

----


Der var lunt inde i laden. I månelyset, der strømmede ind gennem de små vinduer, kunne de skimte en stor dejlig dampende varm ko, som bare stod og gumlede friskt hø i sig.

Med et hjerteligt MUUUUUH!, blev de mødt varmt velkommen.

Koen lagde sig ned på siden, som om den gerne ville have dem til at komme over til sig. De satte sig op ad koens dejlige varme bug, som langsomt tøede deres forfrosne kroppe, fødder og hænder op.

Da de endelig havde fået varmen, sagde KÓ, at hun var sulten og tørstig. Det var CHO også.

I mørket mærkede de efter noget at spise og drikke i deres lommer og ryksække.

Det eneste KÓ fandt var sin tomme drikkedunk, nogle krummer fra en brækket kiks, og to sukkerknalder, som hun engang havde hapset hjemme hos bedstemor.

CHO’s drikkedunk var ligeledes tom, og han fandt intet, der kunne spises.

Han rejste sig op og gik lidt rundt og kiggede i laden for at se, om der mon var noget de kunne spise.

Der var ikke andet end hø og spindelvæv, og ja så den venlige ko der, bare lå der og sagde "Muhhh!". Den kunne de alligevel ikke så godt tillade sig at spise. 

Han opdagede nu, at koen havde noget hængende om halsen. Han gik nærmere. 

Det var en mørkebrun læderpose på størrelse med en knytnæve. Han tog den og åbnede den. 

 - “Hvad er der i?” spurgte KÓ.

 - "Det ved jeg ikke rigtigt. Det er vist noget pulver", svarede han, mens han satte sig ned ved siden af hende igen.

 - "Det er måske tryllepulver", sagde KÓ forhåbningsfuldt, da hun meget gerne ville trylles hjem til sin far, mor og søskende. 

CHO stak en finger ned i pulveret og smagte forsigtigt på det med tungespidsen.

Det smagte mærkeligt. Det var bittert, men alligevel smagte det godt på sådan en lidt underlig dejlig måde.

 - “Ahhh, du tisser på mig”, skreg KÓ pludselig og sprang op som en spændstig fjeder i mørket.

 - “Nej jeg gør da ej”, råbte CHO vredt tilbage.

De kiggede begge ned og kunne i måneskæret se, at der piblede dejlig hvid mælk ud af koens yver. Det var det, som KÓ havde troet var CHO's varme tis.

Koen sagde “Muhhhh” og kiggede på dem med store venlige øjne. Som om den ville fortælle dem, at de bare kunne tage for sig af dens mælk.

De tog deres drikkedunke og stak en pat ned i hver deres dunk og malkede koen, lige til de var fyldte til randen.

De satte sig godt til rette op ad koens varme mave igen og smagte på den lune mælk. Den smagte fint, men det var ligesom om, der manglede noget.

KÓ fandt de to sukkerknalder frem og puttede en i hver flaske. Nu smagte mælken endnu bedre. Sød og varm.

Men alting var nu ikke så godt. For de savnede deres forældre. Og de tænkte på, hvor bekymrede de nu måtte være, fordi de ikke var kommet hjem som lovet. 

CHO kom i tanke om posen med tryllepulveret.

“Lad os prøve at putte det i vores mælk” sagde han. “Så kan det jo være vi bliver tryllet hjem”, sagde han opmuntrende.

Man kunne dog godt høre på ham, at han ikke rigtigt selv troede på det, og det gjorde KÓ bestemt heller ikke.

Men de kunne jo ligeså godt prøve.

CHO hældte lidt af posens indhold i deres dunke. Hvis det nu var et giftigt pulver, var det jo klogt ikke at tage det hele på en gang. Det var bedre at prøve sig lidt frem.

De rystede drikkedunkene godt og grundigt, så tryllepulveret blev opløst i den varme flødende mælk.

De satte flaskerne til deres læber og smagte på det. “Uhmm”, ikke dårligt. Det kunne da umuligt være giftigt.

Så hældte de resten af tryllepulveret i og tog en ordentlig slurk .

----


En eksplosion af 1000 smage ramte deres tunger og ganer. Aldrig havde de smagt noget så forunderligt skønt før. Noget der smagte så fantastisk, kunne da kun være rigtigt tryllepulver.

De tog den ene slurk efter den anden, lige indtil der ikke kunne vrides en eneste dråbe mere ud af dunkene.

De kiggede mætte og svært tilfredse på hinanden. Deres humør var nu mindst en million gange bedre end for bare 5 minutter siden.

 - “Tror du, at der sker et mirakel nu?”, spurgte KÓ helt opløftet.

Inden CHO nåede at svare hørte de støj udenfor laden - efterfulgt af en snerrende lyd, og poter og klør der skrabede faretruende mod døren.

Det var ulven. Som ville ind og spise koen .. og dem.

De sad som forstenede. Skrækslagne. 

Så hørte de et BANG! - efterfulgt af en pivende lyd fra ulven, som de kunne høre løbe væk.

Deres skræmte ansigter ramtes af et skarpt lys ovre fra vinduet. En skygge bevægede sig derude, og de hørte tunge tramp.  

 - “DE ER HER. KOM HURTIGT!”, hørte de en velkendt stemme råbe.

Det var CHO’s far. Han kom styrtende indenfor i laden med KÓ’s far og mor lige i hælene.

De to børn sprang op og løb hen til dem. Forældrene krammede deres børn nok så inderligt i lettelse over, at hverken kulden eller ulvene havde taget deres børn i løbet af natten.

I lygternes flakkende skær kiggede de forskræmte på KÓ og CHO’s læber, der var helt brune op til næsen.

 - “Hvad er der dog sket med jeres munde?”, spurgte KÓ’s mor bekymret.

De slikkede sig begge om munden og nød smagen af herlig mælk, sukker og tryllepulver.

 - “Det er bare vores trylledrik”, sagde de begge i kor. “Det var den der gjorde, at I fandt os”.

Forældrene kiggede forundret på dem. “Trylledrik?”, spurgte de.

  - “Ja”, sagde CHO og KÓ. “Det virker, for lige idet vi havde drukket trylledrikken, så dukkede I jo op og reddede os”.

 - “Og vi kalder trylledrikken for Varm ChoKoLade. 

 - “Hvorfor dog det?“

  - Jo, for det jo er opfundet af CHO og KÓ i en Lade sammen med den dejlige varme søde ko”. 

 - "Hvilken ko?", spurgte KÓ’s mor og kiggede sig omkring i laden.

CHO vendte sig om og pegede over på koen. Men den var væk. Der var ikke det mindste spor efter den.

De kiggede overalt i laden og udenfor. Der var ingen spor i sneen udover ulvens. Ja, der lå ikke engang en eneste kolort, som bevis på at koen nogensinde havde været der.

Var det mon en trylleko? Var det den, som havde reddet dem?

Det fandt de aldrig ud af, men det vigtigste var jo, at de havde det godt.

----


Hver gang de to børn de næste mange år stod på ski, spejdede de efter koen på bjerget, men de fandt den aldrig.

Uanset hvor den nu var henne, så var de den evigt taknemmelig for at have reddet deres liv. 

Og de fejrede altid slutningen på deres skidage af med en kop dejlig varm chokolade. CHO fandt endda ved et tilfælde ud af, at det om muligt smagte endnu bedre med flødeskum. Hun var nemlig en dag kommet til at ryste sin drikkedunk i lidt for lang tid, så mælken nåede at blive pisket til flødeskum.

Og lige siden har glade skibørn overalt i verden også fået varm chokolade på deres skiferier - med masser af flødeskum. 

----

Og ja, det var så historien om, hvordan den varme chokolade blev opfundet af CHO og KÓ.

Tryllepulveret var, som du nok allerede har regnet ud, kakaopulver.

Kakaoen kommer fra Sydamerika, og blev brugt af de gamle Maya indianere, som bl.a. medicin og som krydderi i deres madlavning.

De mente nemlig kakaoen havde magiske kræfter, eftersom det var guderne, som helt oprindeligt opdagede kakaoen langt oppe i Andesbjergene.

Og jeg tror også godt du selv kan mærke, at når du drikker din varme chokolade på skiferien, ja så strømmer der også ekstra livgivende kræfter ud i hele din krop.

Ikke sandt?

Snip snap chokolademælk!