Freo & Isridderen October 03 2016, 0 Comments

Freo var på skiferie med sin far og mor i Østrig.
Der var strålende sol fra morgenstunden, men hans mor havde nævnt under morgenmaden, at vejrudsigten havde meldt snestorm og tåge om eftermiddagen.

Det var svært at tro, når man så op på den klare blå himmel, men Freo syntes det lød spændende med snestorm. Men det ville så også betyde, at de ikke ville kunne stå på ski. Så det var måske alligevel ret nederen, hvis det nu blev dårligt vejr.

---

Freo gav den fuld gas ned ad pisterne og syntes, det var fantastisk, når han kørte fra hans far og mor. Han svingede, så skiene trak haler af glinsende sneskyer bag ham. Han hoppede på bumpene i kanterne af pisten, som var de små trampoliner. Han bare elskede at stå på ski.

Men hans forældre måtte hele tiden minde ham om ikke at køre for stærkt. For han skulle jo nødig komme til skade eller blive væk fra dem.

Hans forældre kunne godt se, at han efterhånden var blevet ret god på de der ski. Han havde også stået på ski, siden han kun var 4 år gammel, og nu var han 8. 

De mente derfor, at han nu var parat til at køre ned ad den stejleste og sværeste af alle pisterne. Den sorteste af de sorteste, som snoede og slangede sig ned ad bjergsiden helt oppe fra den højeste bjergtop.

De tog gondolliften op til toppen af bjerget. Efterhånden som liften steg til vejrs passerede de trægrænsen. Dér hvor det er så højt, så koldt og luften så tynd, at ingen træer kan gro.

Liften fortsatte op og nåede derop, hvor en stor isgletscher, strakte sig som en gigantisk hvidblå iskappe ned over bjergsiden. Ispanseret glimtede magisk i solen mellem tunge dyner af sne.

Freo studerede nogle store dybe mørke sprækker i iskappen, der var blevet dannet over titusindvis af år.

Hans far forklarede, at det var gletscherspalter. Gletscherspalter er kæmpe revner, som opstår i iskappen, når gletscheren langsomt bevæger sig ned over bjergsiden.

  - "Bevæger gletscheren sig nu?", spurgte Freo.

  - “Måske", svarede hans far. Den bevæger sig meget langsomt. Måske kun nogle få millimeter om dagen”.

"Her om vinteren ikke så meget, men om sommeren når det er varmt, så smelter noget af isen og brækker af, og så bevæger den sig hurtigere. Og så sprækker isen og gletscherspalterne opstår.

Særligt om vinteren er det farligt at bevæge sig på gletscherne, da spalterne ofte er helt usynlige da de er helt dækkede af sne. Og hvis man træder på sneen, så braser den sammen og man kan falde mange mange meter dybt ned i spalten. Det er umuligt at kravle op igen uden hjælp."

  - “Det skal jeg godt nok ikke prøve”, sagde Freo.

Hans mor fortsatte med at fortælle om, hvordan man i andre gletschere havde fundet mennesker, der døde for mange tusinde år siden. Og fordi de var helt dybfrosne havde de næsten set ud som om de var døde i går.

En af de mest kendte døde, der er fundet, hedder i folkemunde Ötzi, fordi han blev fundet i en gletscher, som hedder Ötztaler. Han levede i bronzealderen for 4000 år siden. I hans mavesæk kunne man se, at han havde spist hjorte- og gedekød inden han døde af et sår fra en pil i skulderen. 

"Åhh hvor vildt", udbrød Freo. "Hvem skød ham?"

"Det ved man desværre ikke, da man jo kun havde fundet Ötzi" forklarede hans mor.

"Fordi verden bliver varmere og varmere i disse år, så skrumper gletscherne også år for år. Derfor vil der med sikkerhed de kommende år blive afsløret mange flere tusinde år gamle gletscherhemmeligheder ."

Freo stirrede drømmende ned på gletscheren, og prøvede at forestille sig hvilke hemmeligheder, der mon gemte sig dernede under den metertykke is.

  - “Hallo! Hallo! Freo, vi skal ud nu!”

Freo kiggede op og så, at gondoliften allerede havde nået toppen af bjerget.

Idet de gik ud af liften blev de ramt af så hårdt et vindstød, at Freo nærmest mistede balancen. Blæsten og den fygende sne bed i kinderne. Og mørke skyer på himmelen nærmede sig dem i rasende fart.

  - “Kom lad os hurtigt komme ned”, råbte Freos far igennem den hylende vind. “Freo hold dig tæt til os, så vi ikke kommer væk fra hinanden.”

Freo nikkede og pegede skispidserne ned mod dalen.

Nu skulle han vise sin far og mor, hvor sej han var på den sværeste af de sværeste pister. I det samme blev han ramt af et nyt og endnu hårdere vindstød lige i ryggen, og han blev skudt afsted som en kanonkugle.

Ned ad bjerget.

Han skimtede ud af øjenkrogen et advarselsskilt om, at man skulle passe på her oppe i højderne.

 

Pisten var meget stejl. Meget stejlere end nogen Freo nogensinde tidligere havde prøvet.

Så han fik hurtigt meget fart på.. Faktisk fik han rigtig rigtig meget fart på, som hurtigt blev til alt alt for meget fart på.

Han kørte hurtigere og hurtigere og kunne ikke stoppe.

Han kan ikke længere helt huske det, men han tror nok, at han i den hylende vind svagt hørte sin mors skingre stemme skrige noget med: “STOOOP! Ikke den vej”.

Freos far og mor så deres søn fare ned ad bjerget, som et ustoppeligt minilokomotiv. De satte efter ham, men da en tæt tåge i det samme bølgede ind over dem og indhyllede dem som en tæt dyne, mistede de ham fuldstændig af syne.

Freo kunne heller ikke se noget længere. Han havde endelig fået bremset farten, men kunne ikke se hvor han kørte. Alt var hvidt omkring ham, og han kunne knap se, hvad der var op eller ned.

Han kiggede sig tilbage over skulderen for at spejde efter sin far og mor. Der var bare en tyk hvid mur af bølgende tåge.

- “Jeg må hellere vente på dem”, tænkte han lidt nervøst.

Men inden han fik stoppet hang han lige pludselig midt i luften og faldt ned i intetheden.

BUMP! Han ramte sneen og trimlede ned ad en stejl bjergside.

Han tumlede rundt og rundt og rundt, som en tennisbold i en centrifugerende vaskemaskine. Lige med ét stoppede vaskemaskinen med at snurre rundt.

Han var landet blødt i sneen. Pyhh!

Han forsøgte at rejse sig op, men i det samme gav sneen sig væk under ham, og han gled ned ad en lang stejl og meget glat isvæg.

Hvis det ikke var fordi, han var på vej direkte ned i en mega dyb gletscherspalte, så havde det faktisk nok været den fedeste og vildeste rutsjebanetur, han nogensinde havde prøvet.  

For enden af rutsjebanen hamrede han ind i en hård isvæg med et ordentligt knald.

---

I DIAMANTHULEN

Freo vågnede op. Hans hoved gjorde lidt ondt.

Det var godt nok godt, at han havde haft sin hjelm på, for ellers havde han da vist knust hovedet.

Han sundede sig lidt. Kiggede sig omkring. Det var mørkt. Og koldt. Han var helt alene. Maven snurrede sig sammen. Han var bange. Gad vide hvor længe han havde været besvimet. 

  - “HJÆLP! HJÆLP! FAAAARR! MOOOOOR! JEG ER HER!”

Hans råb rungede mellem de omkransende isvægge nede i dybet.

Stilhed. Kun vindens hylen mange meter over ham kunne høres.

Han prøvede at råbe igen, men fandt hurtigt ud af, at det var håbløst.

Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Det var som at være i en hule  inde midt i en iskold gigant-diamant.

Han prøvede at klatre op ad den stejle skrå isvæg, som han lige havde rutsjet ned ad. Men hans hårde stive skistøvler gled, som var de lavet af våd sæbe.

Der var ikke nogen måde at komme op den vej.

Isvæggene tårnede sig uovervindeligt op over ham.

Stavrende rundt på hulens ujævne isgulv undersøgte han, om der var andre muligheder for at komme ud. Han brugte sine skistave som stokke at støtte sig til, så han ikke gled.

Selvom stormen stadig rasede ovenfor tittede månen alligevel frem imellem skyerne nogle få sekunder ad gangen. Det føltes rart, og det blev nemmere at orientere sig nede i hulen. Han kunne i de få sekunders lys se, at hulen ledte videre til adskillige andre sprækker og spalter. Hvilken vej skulle han mon vælge? Det var umuligt at vide hvor de førte hen – og om de overhovedet førte nogen steder hen.

Han følte en knude af håbløshed i maven og følte sig svimmel ved tanken om, at han måske aldrig mere skulle se sin far og mor igen. Og så var han sulten og tørstig. 

I det samme fangede hans blik et glimtende lys nede i den fjerneste ende af spalten.

Han trådte nærmere.

  - “Hallo, er der nogen?”

Stadig dyb stilhed.

Da han kom nærmere, så han, at det der glimtede i måneskæret var indkapslet inde selve isvæggen.

Med spidsen af sin skistav hakkede han i den hårde is. For hvert hug eksploderede en sky af iskrystaller lige op i ansiget på ham.

Isen var hård, men langsomt fik han hakket hul.

KLING, lød det metallisk.

Han hakkede hurtigere, og snart havde han fået afdækket først håndtaget og derefter klingen på det smukkeste og sejeste ædelstensbehæftede sværd han nogensinde havde set.

Med bankende hjerte greb han fat i håndtaget og trak til. Han brugte hele sin vægt. Isen knagede og pludselig gik sværdet løst.

Han trimlede bagover og landede på ryggen, og al luft blev slået ud af hans lunger.

Alt imens han gispede efter vejret, så han sværdet svæve i en høj bue igennem luften – og direkte ned mod hans ansigt. Han nåede lige at dreje hovedet inden sværdspidsen gravede sig ned i isen ganske få centimeter fra hans fregnede næse.

Pyhh! Det var tæt på. Han rejse sig langsomt op og kiggede med ærefrygt på sværdet, som stadig vibrerede let og magisk i den blå gletscheris.

Han greb fat i sværdet. Det var tungt og næsten lige så langt som ham selv. Det måtte godt nok være gammelt – og kostbart, tænkte han.

Han førte en finger ned over den skarpe stålklinge.

Hurtigt trak han hånden til sig. Blod dryppede fra hans finger ned på det kolde isgulv.

PUFF!, lød det i samme øjeblik. Og ud af det blå tronede der pludselig en mægtig stor ridder foran ham i en hvid iståge.

---

Alt imens var Freo’s forældre ude af sig selv af bekymring. De anede ikke, hvor deres søn var. De havde alarmeret redningspatruljen, som havde sendt 100 mand med landets bedste sporhunde op på bjerget for at finde ham.

Men bjerget var mægtigt og stejlt. Stormen rasede, sneen var dyb og det var mørkt. Så at finde Freo var som at finde en nål i en høstak.

 ---

Freo var lige ved at lave en ordentlig prut lige i skibuksen, da ridderen dukkede op af ingenting foran sig.

  - “Hvem er du? Hvor kommer du fra?”, fik han nervøst fremstammet.

  - “Jeg er Sir Feisty, ridder af Det Gode Håb,” svarede ridderen med en dyb men venlig stemme.

  - “Hvordan? Hvad?”, stammede Freo helt forvirret.

  - “Jeg har ventet over 2000 år på at blive befriet fra denne issarkofag”, svarede ridderen. "Og du har nu bragt mig tilbage til livet igen. Tak!".

Den gamle troldmand, Fnuggi, smedede mig dette sværd i det herrens år 90, og døbte det Det Gode Håb.

Det skulle beskytte de uskyldige, svage og fattige mod farer og hære, som dengang hærgede hele Europa. Han bad mig om at påtage mig det store ansvar, at være beskytteren af alle dem, der ikke kunne forsvare sig selv.

Da troldmanden overrakte mig Det Gode Håb, sagde han, at det dog havde én svaghed. Jeg måtte aldrig slippe det af syne igen. Og hvis jeg gjorde, ville jeg selv fordufte som dug for solen, og først genopstå igen i det øjeblik sværdet gjorde skade på en uskyldig.

Og det var så åbenbart dig det gik ud over, sagde ridderen og pegede på Freos blødende finger.

Freo var helt forgabt over, hvad han hørte og glemte alt om, at han lige nu befandt sig på bunden af en gletscher, havde slået hovedet, blødte fra fingeren, og måske aldrig ville blive fundet igen.

  - “Hvordan mistede du så sværdet?”, spurgte Freo nysgerrigt.

  - “Det var vinter. Jeg var på vej op over bjerget for at hjælpe den lille landsby Angelo Flo på den anden side af bjerget. Byen var igen og igen  blevet overfaldet af røvere og deres ulvehunde og det ville jeg sætte en grundig stopper for..

Det blev snestorm, men jeg fortsatte op, op, op. Jeg kunne jo ikke lade dem i stikken.

På et tidspunkt blev jeg dog så træt, at jeg måtte holde pause. Jeg satte mig ned og lagde Det Gode Håb ved siden af mig i sneen. Men hvad jeg ikke havde set var, at under sneen gemte der sig en gletscherspalte. Og Det Gode Håb forsvandt i dybet lige for øjnene af mig. Da jeg hørte sværdet ramme bunden af spalten forduftede min krop i det samme".

  - “Så du blev til et slags spøgelse?”, spurgte Freo.

  - “Ja, nu har jeg jo aldrig rigtig selv troet på spøgelser”, sagde Sir Feisty. “Men et slags spøgelse kunne du vel godt kalde mig. Men som tak fordi du har fundet Det Gode Håb og skaffet mig tilbage til livet med dit uskyldige blod, vil jeg nu opfylde dine tre største ønsker”.

  - “Sådan ligesom Aladin og lampens ånd”, spurgte Freo.

  - “Ja ham Allan kender jeg nu ikke lige, men troldmanden Fnuggi kunne andet end lave sværd. Han lærte mig også at opfylde et ønske eller to”.

  - “Du sagde altså tre ønsker lige før”, rettede Freo ham.

  - “Nå ja, tre ønsker kan jeg nok også klare, selvom det er ved at være lang tid siden. Hvad er dit første ønske?”

“Jeg er faktisk rigtig tørstig. Så jeg kunne godt drikke en stor cola – altså sådan en Ekstra Lars”.

  - “Cola, hvad er det”, spurgte Sir Feisty.

  - “Det er sådan en mørk drik, der smager rigtig sødt og godt, men som man ikke må drikke så meget af for sin mor. Og så er der brus i.”

  - “Ah det kender jeg godt. Det kaldte vi for øl i gamle dage”, klukkede ridderen. Han løftede “Det Gode Håb” højt over hovedet og råbte “Kan vi så få noget øl”.

  - “Nej nej, det er ikke øl. Cola!”, skyndte Freo at sige, for han havde altså ikke spor lyst til øl.

Sir Feisty så lidt forvirret ud, men løftede igen sværdet og råbte “Kan vi så få noget Ekstra Lars Cola”, og han hamrede sværdet ned i isen, som splintredes i en regn af iskrystaller. Da krystalskyen havde lagt sig, stod der foran dem den største flaske cola Freo nogensinde havde set.

Freo tog en kæmpe slurk. Og kunne ikke undgå at slå en ordentlig veltilfreds bøvs. Sådan en af de der bøvser, som kommer helt nede fra maven i rigtig i lang tid, og som lugter lidt af hotdogs efter en god børnefødselsdag.

Sir Feisty var tydeligt imponeret over Freos bøvs, og nikkede anerkendende. Så tog også han en slurk. Da den brusende væske ramte smagsløgene på hans tunge rullede hans øjne, og han udsendte et ordentligt WUUUUUW!”, som rungede mellem de stejle isvægge.

  - “Det smager jo bedre end øl”, råbte ridderen begejstret. Og han skyndte sig at tage en kæmpe slurk mere, og en til og en til.

Lige indtil han udsendte århundredets bøvs.

 “BØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØ ØØØØØØVS!“, lød det så højt, at hele gletscheren rystede og Freos hjelm næsten blæste af ham. Han måte også holde sig for næsen, da en 2000 år gammel ridders bøvseånde bestemt ikke er egnet for mindre børn.

Da lydbølgerne have lagt sig og bøvsestanken havde lagt sig lidt, sagde Freo, at han faktisk også var ret sulten.

   - “Så som mit andet ønske, ønsker jeg mig en stor pizza nr. 12. Den med pepperoni, men uden skorperne for dem spiser jeg alligevel aldrig. Selvom min far altid siger jeg skal.”

  - “Pizza hvad er det?”, spurgte Sir Feisty nysgerrigt.

  - “Det er sådan et varmt rundt fladt brød med tomatsovs og smeltet ost.”

  - “Hmm, det lyder ret lækkert”, sagde Sir Feisty. Hvis det smager ligeså godt som Cola, så kunne jeg egentlig også godt spise sådan en. Ja, for jeg har jo ikke spist i næsten 2000 år. Det sidste jeg fik at spise var ...

..hjorte- og gedekød?, fuldførte Freo sætningen.

 - "Ja, hvor pokker vidste du det fra", spurgte Sir Feisty forundret?

  - “Nåhh, det er bare sådan noget jeg ved”, svarede Freo. Og forstod nu hvorfor riderens bøvs havde lugtet så fælt. 

Sir Feisty, løftede sværdet højt hævet  over hovedet og hamrede de for anden gang ned i isgulvet igen, mens han råbte “Kan vi så  få  noget pizza nummer 12 med pepperoni"

"Og uden skorper”, skyndte Freo at tilføje.

Isen splintredes, og dér midt i en dampsky stod der de to største lækreste pizzaer man kunne forestille sig - og endda uden skorper.  

Med munden fuld af pizza og smeltet ost hængende i sit lange grå skæg, fastslog Sir Feisty, at pizza nu var hans nye livret.

Godt mæt, spurgte han: “Min ven, hvad er så dit sidste ønske? Tænk dig nu godt om. Men jeg håber sørme det smager ligeså godt, som dine to første ønsker.”

Freo havde indtil nu helt glemt tiden, og at han faktisk var fanget dybt nede i en gletscherspalte og risikerede at han først ville blive fundet om 1000 år, når gletscheren var smeltet.

  - “Du tænker da også kun på mad, Sir Feisty".

  - "Det ville du nok også, hvis du ikke havde spist i 2000 år", grinede ridderen højlydt.

  - "Jeg kunne godt ønske mig alle mulige andre ting, som smager rigtig godt, men lige nu ønsker jeg mig bare hjem til min far og mor”, svarede Freo.

Sir Feisty kiggede lidt bedrøvet på ham og sagde: “Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. Jeg kan nemlig kun trylle ting frem, ikke væk.”

 - “Skal jeg trylle dine forældre hertil?”

Freo tænkte sig lidt om. Det var fristende, men så ville de jo alle tre være fanget i gletscheren.

Han kunne også ønske sig en mobiltelefon, en iPhone, og så kunne han måske samtidig lige fange et par sjældne is-Pokemons hernede.

Men han kunne ikke huske nummeret til sine forældre, og der var alligevel nok ikke nogen forbindelse hernede under isen, så man kunne fange Pokemons.

 - “Ja, jeg kan jo ikke flyve dig væk herfra”, sagde Sir Feisty, “men jeg kan godt hjælpe dig ud af gletscheren. Og så skal du nok klare dig derfra. Bare følg efter mig”

Freo fulgte efter den gamle ridder ind igennem en smal åbning i gletscherspalten, som ledte ud i en ny ishule, og videre igennem hvad føltes som en uendelig stor islabyrint. Men han følte sig alligevel sikker på, at de var på  rette vej, da Sir Feisty fulgte en lille strøm af smeltevand.

Sir Feisty forklarede at selv om vinteren kan der nemlig løbe smeltevand under en gletscher, og hvis man bare følger vandet, så kommer man altid på et eller andet tidspunkt ud for foden af gletscheren.

Freo var dødtræt, da de endelig nåede en ishule med klippegrund. Han kunne mærke en dejlig frisk brise ramme ansigtet, og han følte sig pludselig helt vågen igen. De måtte være tæt på udgangen.

Og efter ganske få skridt trådte de pludselig ud af gletscheren og ud i morgensolen.

---

SNEEDDERKOPPEN

De spejdede op imod en skyfri himmel. Ikke langt derfra strakte en høj snesøjle sig langt op i himmelen.

På toppen af snesøljen sad en kæmpe sneedderkop med kilometer lange snetråde, der strakte sig fra dal til bjergtop.

Sneedderkoppen gav pludselig et kort ryk. Et par isklumper dumpede, som frosne bomber ned imod dem. Så satte sneedderkoppen sig i bevægelse og flere snebomber faldt ned.

De nåede lige at springe i dækning inde i gletscherhulen inden bomberne hamrede ned på istaget ovenover dem.

Bomberegnen stoppede og Sir Feisty sprang ud af hulen med Det Gode Håb højt hævet.

  - “Kom an dit uhyre og jeg skal hakke dig i småstykker”, råbte han modigt

Man kunne godt høre, at han var vant til at kæmpe mod det onde.

Men oppe på himlen var sneedderkoppen nu forvandlet til den selvsamme gondollift, som Freo havde siddet i dagen før sammen med sine forældre. Den havde bare lignet en sneedderkop efter at snestormen fuldstændig havde indkapslet den og wirerne som bar den i sne og is. Og da liften gik igang med at køre var sneen simpelthen blevet rystet af og faldet ned over dem.

Sir Feisty kiggede forundret op på den og spurgte, hvad det dog var for en rød kasse, der fløj rundt deroppe.

  - “Det er bare en gondollift” sagde Freo lettet. "Den bruger man til at komme op på bjerget uden at skulle gå op".

  - “Nøjj, sådan en flyvekasse ville jeg gerne have haft, da jeg vandrede op af bjerget for 2000 år siden. Forestil dig lige hvor mange flere mennesker i fare jeg så  kunne have hjulpet dengang - istedet for at spilde tiden på at traske gennem bjergene.”

De blev afbrudt af lyden fra en gøende hund.

Lidt længere nede af bjerget, gik en masse mænd i uniformer ved siden af hinanden på en lang linie. Det var redningsfolkene, sammen med deres redningshunde. På eftersøgning efter Freo.

  - “Her! Her ovre. Vi er her!”, råbte Freo så højt han kunne.

Han vendte sig grinende om mod Sir Feisty.

 - “Farvel min ven”, sagde Sir Feisty. “Det har været en fornøjelse at møde dig, og smage cola og spise pizza nummer 12 uden skorper, men vore veje må nu desværre skilles”.

 - “Jamen skal du ikke også reddes?”

 - “Nej, ingen skal redde mig. Det Gode Håb, og jeg er kun sat i verden for at redde andre. Og nu har jeg været alene i 2000 år, så det tager mig nok lidt tid før jeg er klar til at leve i din verden.”

Freo gav ridderen en ordentlig farvelkrammer og vinkede farvel til ham en sidste gang inden ridderen forsvandt ind i gletscherens huleåbning.

---

Freo blev reddet og genforenet med sine forældre nede i skibyen. De kom løbende hen imod ham med åbne arme og krammede ham så hårdt, at han næsten ikke kunne trække vejret. Men det gjorde nu ikke noget, for han var også selv rigtig rigtig rigtig rigtig glad for at se dem igen.

En af redningsmændene sagde, at han ikke forstod, hvordan Freo dog havde kunnet overleve nattens snestorm på bjerget. Men at Freo havde snakket noget om en ridder, der havde reddet ham. Men de havde altså ikke fundet andre mennesker på bjerget.

Far kiggede forundret på Freo. “Hvem er det, som har reddet dig?”

“Det var en ridder. Han hed Sir Feisty, og han var mere end 2000 år gammel, og han havde et rigtig sejt sværd med juveler og diamanter og ...”.

“Det er da vist noget, du må have drømt, da du slog hovedet”, afbrød hans mor ham, mens hun holdt hans hjelm op som tydeligt havde fået et ordentligt GOK, da han slog hovedet nede i gletscheren.

“Nej, det er rigtigt. Jeg mødte ham nede i gletscherspalten. Og han tryllede cola og pizza nr 12 – uden skorper og med peperoni frem til mig, så jeg ikke døde af tørst og sult. Og se jeg har også skåret mig på hans sværd”, insisterede Freo, mens han rakte sin hånd frem, så man tydeligt kunne se snitsnåret fra Det Gode Håb.

“Det gør ikke noget min skat. Vi er bare glade for, at du er tilbage, og du har det godt. Kom lad os få dig hen til lægen og kigge på dit hoved og få renset og forbundet det sår", sagde hans mor.

De gik ned ad gaden mellem byens smukke gamle middelalderhuse bygget af granitsten. De sneklædte hustage lyste op i morgensolen, mens kirkeklokkerne ringede.

Idet de passerede en gyde ramte solen noget, som Freo syntes virkede velkendt.

Han gik ind i gyden for at studere nærmere, hvad han havde genkendt.

- “Se”, råbte han begejstret til sine forældre. “Dét der er Sir Feisty”.

Han pegede på en lille ældgammel statue hugget ind i en granitvæg. Det var en ridder med højt hævet sværd.

Hans far studerede statuen nærmere.

- “Det var sjovt. Den statue har jeg da godt nok aldrig lagt mærke til før.”

- “Det er Sir Feisty’, gentog Freo og pegede beslutsomt på statuen dækket af et tykt lag mos og lav.

- “Og dét der, er hans sværd, Det Gode Håb.”

Freos mor skrabede noget af mossen af for at se nærmere på Sir Feisty. Hun afdækkede nogle bogstaver, som hun læste op:

Sir Feisty med Det Gode Håb
Forsvandt i vinteren år 98 på vej til redning af landsbyen
An..


Det sidste af skriften var svært at læse, men Freo færdigjorde sætningen “Angelo Flo fra røvere og ulvehunde”.

 - “Hvor pokker vidste du det fra”, spurgte hans far, mens han dobbeltjekkede at der rent faktisk stod Angelo Flo. 

 - “Det har Sir Feisty jo selv fortalt mig”.

- "Du har jo ret, knægt", sagde faren forundret.

Forældrene kiggede målløse på hinanden, mens Freo med fryd i øjnene skraldgrinede ad dem.

Og min sandten om statuen i det samme ikke lige blinkede til ham med det ene øje. Men det opdagede hans far og mor desværre ikke.

Snip snap snude nu er den bette ridderhistorie ude.